På den anden side af sommerferien venter en ekstremt spændende sæson for FC Midtjylland, der skal forsøge at forsvare mesterskabet og ikke mindst indløse billet til Champions League-gruppespillet.
Den rejse er det naturligvis ikke alle, der kan komme med på, og midtjyderne planlægger ikke at invitere Pablo Ortiz med.
Den 23-årige midtstopper har i denne sæson været udlejet fra FC Midtjylland til tjekkiske FK Pardubice, og efter ferien vender han som udgangspunkt retur til Danmark, hvor han har en kontrakt med de danske mestre frem til sommeren 2027.
Tipsbladet erfarer imidlertid, at Pablo Ortiz ikke har nogen fremtid i FC Midtjylland, der vil forsøge at finde en ny klub til colombianeren i det kommende transfervindue.
Den klub findes måske i Østrig. Ifølge OÖ Nachrichten viser LASK Linz, der sluttede på tredjepladsen i den østrigske Bundesliga, interesse for midtstopperen, og der kan være et bud på vej til FC Midtjylland.
FC Midtjylland fik papir på Pablo Ortiz i 2022, og i mellemtiden har forsvarsspilleren været udlejet tre gange. Han er noteret for fem førsteholdskampe for "ulvene".