FCM under beskydning: For lav løn og tvivlsomme agenter
FC Midtjyllands Sylvester Igboun. Foto: Mathias Svold Maagaard/POLFOTO
Superliga

FCM under beskydning: For lav løn og tvivlsomme agenter

FC Midtjylland-profiler får for lav løn, og flere af klubbens spillere er repræsenteret af agenter med et nært forhold til FC Midtjylland. Det skriver BT.

Superligaens suveræne tophold fra FC Midtjylland møder onsdag hård kritik i dagbladet BT

Ifølge avisen modtager flere af klubbens nigerianske profiler for lav løn, mens et andet kritikpunkt lyder, at nogle af spillerne er repræsenteret af agenter, som FC Midtjylland har valgt, fordi de har et nært forhold til klubben. 

En af de spillere, der er utilfreds med sin løn i FC Midtjylland er Rilwan Hassan. 

- Jeg har sagt det til klubben mange gange, men der er ikke noget, de kan gøre ved det. Da jeg fik min kontrakt, forhandlede jeg selv og sagde, hvor meget jeg gerne ville have, men sportsdirektøren (Claus Steinlein, red.) sagde, at de ikke kunne tilbyde mere. Dengang havde de ikke klubejeren (Matthew Benham, red.) og var tæt på at gå konkurs, fortæller Rilwan Hassan til BT. 
 
I avisen nævnes flere kritisable forhold omkring nigerianernes lønninger, og det kædes sammen med, at de er repræsenteret af agenter med et nært forhold til FC Midtjylland. Rilwan Hassans agent er således den tidligere Ikast-spiller Klaus Granlund, der blev anbefalet af Hassans værtsfamilie under spillerens første tid i Danmark, mens Sylverster Igboun bliver repræsenteret af den tidlgiere FC Midtjylland-spiller Søren Barslund, fordi en tidligere ungdomstræner i klubben har anbefalet det.
 
- Jeg har ikke noget ondt at sige om min agent. Men ham og klubben kender hinanden, og de er som familie. Jeg føler ikke, der bliver kæmpet godt nok for os, så vi kan få det, vi er værd. Men jeg kan ikke sige, at min agent arbejder mere for klubben end for mig. Det er svært for os, for ledelsen og agenterne er danske, og vi er nigerianere, så vi er imellem dem, og sådan er det. Hvis vi havde haft agenter, som ikke havde været fra Danmark, havde det været meget bedre, siger Rilwan Hassan. 
 
FC Midtjyllands sportsdirektør Claus Steinlein afviser over for BT beskyldningerne om dobbeltrepræsentation, og han understreger, at FC Midtjyllands nigerianske spillere ikke bliver behandlet anderledes end klubbens øvrige spillere.