Video : Tipsbladet
Superliga

Svarer Riddersholm igen: Glen tænker mange ting

Brian Priske svarer Glen Riddersholm igen om Jens Lys Cajuste-situationen, og peger på, at Gartenmann skulle være smidt ud.

FC Midtjylland kom skidt fra start, da klubben torsdag tabte forårets første kamp 1-2 hjemme mod Sønderjyske.

Holdets cheftræner, Brian Priske, var heller ikke helt tilfreds med den indsats, holdet lagde for dagen.

- Vi er skuffede og ærgerlige og forbandede over os selv. Vi har ikke leveret det, vi kan og skal gøre. Det handler nu om at vise den mentalitet, som det kræver i den situation, vi er i, siger Brian Priske.

Han er dog fortrøstningsfuld og ser frem til resten af foråret, hvor kampen om pointene og mesterskabet er tæt. Det er ikke noget, som Sønderjyske-nederlaget rokker ved.

- Det bliver et fedt forår. Der er masser af point at bokse om. Vi er klar på at gøre alt, hvad vi kan for at gå hele vejen.

FC Midtjyllands anfører, Erik Sviatchenko, var heller ikke tilfreds med resultatet.

- Vi hader at tabe kampe, og vi var tæt på at få det udlignende mål. Det er fodbold, når det er allermest irriterende, siger Sviatchenko.

Undervejs i kampen var der stor utilfredshed i Sønderjyske-lejren, der mente, at FC Midtjyllands svenske midtbanespiller Jens-Lys Cajuste skulle have haft rødt kort for at slå ud efter Sønderjyskes Rasmus Vinderslev.

Sønderjyske-træner Glen Riddersholm var heller ikke helt tilfreds.

- Jeg står ikke med følelsen af, at vi fik ret mange marginaler på vores side, så at kunne stå igennem den mentale del af kampen betyder rigtig meget. Det var et klart rødt kort til Jens Lys. Det er jeg slet ikke i tvivl om, siger Riddersholm.

I den anden lejr var FCM-træner Brian Priske mere lunken omkring situationen og Riddersholms utilfredshed.

- Jeg tror, Glen tænker mange ting. Jeg tænker også, at Stefan Gartenmann skulle have haft et rødt kort, siger Priske.

Torsdagens 2-1-sejr sender Sønderjyske op på en øjeblikkelig femteplads. FC Midtjyllands skæbne og førsteplads afhænger af runde 14's sidste kamp mellem FC Nordsjælland og Brøndby.

/ritzau/