Video : Tipsbladet
Superliga

FCM-træner er klar til at lukke transfervinduet: Jeg er super godt tilfreds

Der er store forventninger i det midtjyske, hvor ambitionen er at genvinde det danske mesterskab. Brian Priske mener, at Midtjylland står godt rustet.

Alexander Scholz skrev ny kontrakt i sommer, og Erik Sviatchenko har også lige forlænget.

Der skal meget til, hvis FC Midtjylland skal af med nogle af stjernerne i dette transfervindue, og i stedet ser det ud til, at cheftræner Brian Priske har kontinuitet i holdet og dermed den samme stamme af spillere i foråret.

De danske mestre jagter en gentagelse af sidste sæsons mesterskab, og samtidig er det med vished om, at vinderen af Superligaen i år med al sandsynlighed indtræder i playoffrunden i Champions League. Dermed er man som minimum sikret en plads i Europa League-gruppespillet.

Og derfor er det også vigtigt, at alle stjernerne bliver i klubben et halvt år endnu.

- Jeg er super godt tilfreds. Kan vi fastholde det her, er jeg meget tilfreds, siger Brian Priske til tipsbladet.dk om transfervinduet og forklarer:

Læs også:Transferugen i Danmark: Superligaen venter på topligaerne

- Det vil være forkert at sige, at det betyder alt, men det betyder meget, at du i en trup har erfaring og kontinuitet i holdet og primært i rygraden. Nu tror jeg, vi har været sammen i halvandet år, og det gør, at vi stadig kan udvikle os. Nogle af spillerne er stadig unge og sultne, og det er det, man har brug for. Vi skal ud og præstere og vinde nogle titler. Vores ultimative mål er at blive dansk mester igen, og vi kunne godt tænke os at jagte pokalen.

Indtil videre i transfervinduet er truppen blevet trimmet. Der er sagt farvel til nogle af de spillere, der ikke kunne få fast spilletid. Blandt andre bulgarske Bozhidar Kraev.

- Kraev har kvaliteterne til at spille fast, og der er jeg også sådan skruet sammen, at hvis jeg ikke kan tilbyde spillerne det, skal man også nogle gange acceptere, at de kan få lov til at søge græsgange andre steder. Kraev er bulgarsk landsholdsspiller og har en relativt høj anciennitet på holdet dernede, så han skal ud og spille. Jeg er ikke interesseret i at beholde en mand, der er landsholdsspiller og primært sidder på bænken, siger Brian Priske og forklarer:

- Jeg har været glad for Kraev, specielt i starten, da vi så fik Pione ind i efteråret, ændrede det billedet lidt for Kraev.

Brian Priske kan også kigge på en trup, der har stor konkurrence og mange gode navne. Derfor er træneren også tryg ved bredden og kvaliteten.

Læs også:Dansker vraget i Sverige: Har haft en ærlig snak med træneren

Der er eksempelvis en spiller som Gustav Isaksen, der har vist lovende takter og står på tærsklen til et gennembrud i FC Midtjylland. Spørgsmålet er, om det ikke også skal være nu for talentet, der er i hård konkurrence om spilletid.

- Det er måske altid hårdt at sige. Ligesom mange andre spillere har Gustav brug for at spille og spille ofte, og i sidste ende er det hans kvaliteter, der afgør det, men nogle gange handler det også om at have en trup, der tillader, at man har plads til nogle af de unge og giver dem den tillid, de skal have. I efteråret vidste vi godt, at vi ville være relativt mange, fordi det var et okay hårdt efterår i forhold til rejseaktivitet og Champions League, siger Isaksens cheftræner.

FC Midtjylland har stadig nogle småting, der skal styr på i forhold til transfers. Mayron George og Chuma Anene har næppe en fremtid i klubben, og de skal formentlig finde nye græsgange i dette transfervindue.

FCM fører Superligaen med samme pointantal som Brøndby, der er nummer to.

Læs også:To danskere modtog stemmer til stor belgisk pris

Læs også:Flere Premier League-kampe bliver flyttet

Læs også:FC København og AGF mødes i testkampe