Video : Tipsbladet
Superliga

FCM tager afsked med dødboldstræner: 'Duncan' overtager

FC Midtjyllands dødboldstræner, Mads Buttgereit, er fortid i klubben, og det bliver Morten 'Duncan' Rasmussen, der overtager ansvaret.

I de seneste par sæsoner har FC Midtjylland slået sig fast som en af Superligaens førende på dødbolde, hvor blandt andet Jakob Poulsens indlæg og Kian Hansens indkast har været en evig kilde til uro for modstanderne. 

Arkitekten bag dødboldene har været dødboldstræner Mads Buttgereit, men han forlader nu klubben for at blive efterskolelærer i Ikast. Ansvaret for de vigtige dødbolde overgår derfor til den nyudnævnte angrebstræner, Morten 'Duncan' Rasmussen. 

- Duncan og Buttgereit har arbejdet tæt sammen i de seneste fire uger, hvor de i fællesskab har haft fokus på standardsituationerne. Ved at overdrage Mads' knowhow, får Duncan mulighed for at gøre hans nye rolle til sin egen og at se på dødboldene med egne øjne, siger sportschef Svend Graversen til Herning Folkeblad.

Svend Graversen tilføjer ligeledes, at han ikke er klar over, om en ny træner med speciale i dødbolde vil blive ansat, da det er svært at finde. 

FC Midtjylland indleder den nye Superliga-sæson på fredag, hvor de tager i mod Esbjerg fB.