Han har vist glimt af sine spændende evner, efter han i sommer blev FC Midtjyllands dyreste indkøb nogensinde.
Og i hjemlandet Chile er der også voldsomt store forventninger til 20-årige Dario Osorio.
Indtil videre står offensivspilleren noteret for fem scoringer i 14 ligakampe, og han er også blevet en fast bestanddel af det chilenske landshold.
Spørger man tidligere landstræner i Chile Claudio Borghi stopper det dog langt fra her for Dario Osorio.
Her er forventningen, at FC Midtjylland-spilleren når meget langt i sin karriere.
Det sagde Borghi ifølge chilenske medier til Todos Somos Técnicos, efter at Osorio fredag aften var rigtigt godt spillende, da Chile slog Albanien med 3-0 i en testkamp i Italien.
- Han ender med at spille for AC Milan eller Juventus, var dommen fra Claudio Borghi, der forklarede sit syn på den 20-årige:
- Osorio har en eksplosion, og så har han fart over mange meter, hvilket der ikke er mange spillere, der evner.
- Han begejstrer mig, og jeg var allerede begejstret, da jeg så ham på U-holdet. Hvis der er noget, jeg forstår mig på, er det dette.
Dario Osorio kom ikke på tavlen i sejren på 3-0, der var hans syvende landskamp for Chile.
Claudio Borghi er argentiner og har selv ni A-landskampe på cv'et.