Video : Tipsbladet
Superliga

FCM sat på standby af FIFA: Enormt kompliceret

FC Midtjylland håber på at beholde Armin Gigovic, der er lejet af russiske Rostov, men Ruslands angrebskrig i Ukraine og FIFA's tøven gør situationen svær.

Svenske Armin Gigovic er på nogle måneder blevet en spiller, der lægges mærke til her i Danmark efter et lejemål med OB i efteråret, som så efterfølgende blev vekslet til en aftale med FC Midtjylland fra årsskiftet.

Gigovic gjorde sig selv positivt bemærket i efteråret i OB's gode perioder, og den 21-årige svensker er en mand, FC Midtjylland tilsyneladende gerne ser fortsætte i klubben i næste sæson.

Men forholdet til russiske klubber og russisk fodbold er meget svært i øjeblikket med Ruslands udelukkelse af international fodbold, herunder europæiske klubturneringer, ligesom det er svært at gennemføre handler med russiske klubber for hold i resten af Europa, eksempelvis FC Midtjylland.

Hvor det for et lille år siden blev gjort muligt for spillere fra russiske klubber at indgå lejeaftaler uden for Rusland uden de russiske moderklubbers velsignelse, er der endnu ikke kommet et pip fra hverken FIFA eller UEFA om spillernes og klubbernes udsigter til sommer, og det tester tålmodigheden hos såvel spillere som de klubber, der som i FC Midtjyllands tilfælde gerne vil holde på en spiller.

- Jeg tror, at spillere og klubber involveret ser spændt på, hvad der kommer til at ske. Han ønsker sig en permanent løsning. Men ingen af os ved, hvad der sker til sommer, siger FC Midtjyllands sportschef Svend Graversen til Tipsbladet.

- I sidste ende skal FIFA bestemme, hvad der skal ske. Og det er enormt kompliceret. Vi er meget glade for ham, siger Svend Graversen om Armin Gigovic.

Gigovic har kontrakt med Rostov frem til sommeren 2025.

Ud over en kompleks politisk situation og udelukkelsen af Rusland fra stort set alle aktiviteter kompliceres transfers også af, at Rusland, russiske banker og dermed også russiske fodboldklubber er underlagt en række finansielle sanktioner, der gør det svært, hvis ikke umuligt, at føre penge ind og ud af Rusland.

Armin Gigovic blev som teenager solgt fra barndomsklubben Helsingborg til Rostov for knapt 20 millioner kroner.

Læs om dengang, Andreas Odbjerg tiggede Gigovic om at blive i OB.