Video : Tipsbladet
Superliga

FCM-samarbejde får markant kritik i Portugal

FC Midtjyllands ejerskab af den portugisiske klub Mafra og modellen med multiklub-ejerskaber møder kritik i Portugal.

FC Midtjylland-ejeren Anders Holch Povlsens køb af den portugisiske klub Mafra vækker opsigt i såvel dansk som portugisisk fodbold.

FCM har denne sommer flyttet ti spillere til klubben, der spiller i næstbedste række i Portugal.

Formålet er at udvikle disse spillere og enten hive dem tilbage til Danmark eller sælge dem med profit for både Mafra og FC Midtjylland, og ifølge FC Midtjyllands ledelse er lagt op til, at også Mafra kommer til at vinde meget sportsligt og finansielt på samarbejdet og det danske ejerskab.

I Portugals spillerforening følger man såvel FC Midtjyllands samarbejde med Mafra som en lang række andre multiklub-ejerskaber og samarbejdsaftaler mellem portugisiske og udenlandske klubber.

I foreningen er man opmærksom på tendensen til, at portugisiske klubber i en 'lillebror-rolle' som Mafra ofte oplever, at den større udenlandske samarbejdspartner sender et stort antal udenlandske spillere, som den portugisiske klub så skal have plads til i førsteholdstruppen.

Og samarbejdsmodellen vækker bekymring, fordi modellen kan blive brugt til at omgå begrænsninger i regel for eksempel lejeaftaler.

- Det er en model, der bekymrer os som spillerforening, især med tanke på effekterne på vores lokale lokale klubber. Disse multiklub-ejerskaber forskellige steder i Europa er en strategi, som de største investorer benytter til at overkomme de regulative begrænsninger på trup-sammensætninger, lejeaftale og multiklub-ejerskaber i det land, hvor deres 'hovedklub' har hjemme, siger Joaquim Evangelista, der er præsident for Portugals spillerforening Sindicato dos Jogadores, til Tipsbladet.

- Disse tilfælde som FC Midtjylland eller Aston Villa, der dominerer de nationale klubber her, CD Mafra og Vitória SC, kan godt være en løsning, der skaffer finansiel stabilitet i disse klubber på kort sigt. Men hvis der ikke er en balance mellem de finansielle aftaler og bæredygtigheden i de sportslige projekter, hvor der er plads til at uddanne lokale [portugisiske] spillere, og når denne model spreder sig, så kan det skabe problemer i forhold til jobmulighederne og udviklingsmulighederne for vores medlemmer, siger Joaquim Evangelista.

FC Midtjyllands mange handler med Mafra det seneste års tid har vakt opsigt, ikke mindst fordi brugen af permanente transfers til at flytte en række spillere fra FC Midtjylland til Mafra kan dufte af at være en omgåelse af begrænsningerne i lejeaftaler.

De regler dikterer, at man kun må leje tre spillere mellem to klubber per sæson, og det vækker opsigt med tanke på, at FC Midtjyllands sportslige ledelse tydeligt har både sagt og signaleret, at Mafra-samarbejdet blandt andet handler om at give spilletid til FCM-talenter, der så senere kan komme til at optræde i FCM-trøjen.

-Ligesom det for eksempel er sket med reglerne omkring Third Party Ownership [Playersponsorater], forsøger klubber, investorer og agenter altid at finde en vej udenom reglerne. Hvis det er ude i det offentlige, og der er klare, konkrete beviser på noget, der ligner 'simulerede' transferaftaler, så skal UEFA og FIFA handle og efterforske sådanne sager for at se, om der er potentielle brud på de eksisterende regler, siger Joaquim Evangelista.

Du kan læse Tipsbladets store tema-artikel om multiklub-ejerskaber og de potentielle negative konsekvenser for fodboldspillet i fredagens udgave af Tipsbladet.

Du kan også læse mere her om flere eksperters bekymring for, hvorvidt det overhovedet stadig er muligt at lovgive på området, efter modellen med ejerskaber af flere klubber på samme tid har spredt sig voldsomt i Europa i de seneste år.