Video : Tipsbladet
Superliga

FCM og OB fik tilbudt tidligere PL-vinder

Et flot navn kunne være kommet til Superligaen - i hvert fald blev flere danske klubber budt et stort navn... men takkede nej.

Rafael van der Vaart. Jack Wilshere. Vagner Love. Max Meyer.

De seneste år har flere internationale stjerner slået vejen forbi Superligaen, og også denne vinter blev et par store navne tilbudt danske klubber.

Den russiske stjerneangriber Artem Dzyuba blev eksempelvis tilbudt FC Midtjylland, men også Danny Drinkwater blev nævnt i danske klubber. Nærmere bestemt blev den engelske midtbanespiller tilbudt FC Midtjylland og OB, der begge har hentet nyt blod til midtbanen denne vinter.

Det bekræfter agent Caglar Koycu, der stod for kontakten, over for Tipsbladet.

Af de to nævnte er 32-årige Drinkwater formentlig det mest kendte navn.

Han var en stor profil på Leicester-mandskabet, der i 2016 vandt Premier League, inden han blev solgt for næsten 300 millioner kroner til Chelsea i sommeren 2017. I Chelsea blev han ingen succes, og Drinkwaters aftale med London-klubben udløb i sommer. Lige siden har han stået uden kontrakt.

I stedet for Drinkwater hentede FCM både Emam Ashour og Armin Gigovic til midtbanen, mens OB hentede Alen Mustafic.

Dzyuba, 34 år, har mest gjort sig i russisk fodbold, hvor han har scoret over 100 mål for Zenit, ligesom han står noteret for 30 mål i 55 kampe for det russiske landshold. Han blev afvist af FCM, der i stedet hentede Astrit Selmani på en lejeaftale, men den stærke russer er siden vendt hjem til Moskva for at spille for Lokomotiv Moskva.

Det danske transfervindue er lukket, men Superliga-klubberne kan stadig hente spillere, der - som eksempelvis Danny Drinkwater - står uden kontrakt.