ÅRHUS (Tipsbladet): - Ærlig talt, den er 50/50!
FCM-anfører Henrik Dalsgaard smilede skævt, da han efter FC Midtjyllands 1-0-sejr over AGF blev spurgt til det straffespark, Mads Emil Madsen blev dømt til at have begået på Cho Gue-sung knap halvvejs i første halvleg.
Der var ikke mange på stadion eller hjemme i stuerne, der havde den store forståelse for, at der skulle være straffespark i situationen, hvor Cho Gue-sung i sidste splitsekund fik foden ind foran Mads Emil Madsens, da AGF-midtbanespilleren tog en anelse for længe om at spille bolden ud af eget felt.
Og hos gæsterne efterfølgende virkede det ikke til, der havde været nogen protester, hvis den situation havde fået lov at passere uden indblanding fra kampens dommerteam.
- Straffesparket, vi får, så noget tyndt ud, sagde FC Midtjyllands cheftræner Thomas Thomasberg.
Thomas Thomasberg (til venstre) og direktør Claus Steinlein umiddelbart efter sejren i Århus søndag aften.
- Lægger jeg så efterfølgende situationer sammen, hvor der bliver begået noget, når vi i hvert fald op på ét 'Expected' straffespark. Vi får det så ikke på en af de kendelser, det skulle have været. Der er så to episoder efterfølgende, et på hjørnespark, og et hvor Cho bliver smadret ind i ryggen, siger Thomas Thomasberg.
- Så summen passer på, at vi skulle have haft ét, men det, vi fik, var i den tynde ende, var min fornemmelse. Jeg blev også overrasket, siger FCM-cheftræneren.
Giver dommeren mulighed for at fløjte
AGF's midtbanespiller Mads Emil Madsen havde ikke en specielt god første halvleg, hvor han ud over straffesparket sammen med holdkammeraterne havde svært ved at sætte sig igennem mod FCM især efter scoringen.
Det blev bedre efter pausen, men AGF's midtbanegeneral var træt af det straffespark, der endte med at give kampens eneste scoring.
- Jeg giver dommeren chancen for at dømme det. Jeg synes ikke, der er nok kontakt til at give straffespark, det er min holdning. Men jeg er træt af, jeg giver ham den mulighed for at dømme det, siger Mads Emil Madsen.
AGF's cheftræner Uwe Rösler var tydeligvis ikke enig i hverken straffesparket eller det røde kort, der ramte AGF's Tobias Anker i slutfasen, en dom der heller ikke vakte dyb forståelse hos hjemmeholdet, endsige udeholdet.
- Den første dom rammer os hårdt, fordi det sætter retningen for kampen, siger Uwe Rösler.
- Jeg ville ønske, de også havde set den første [straffesparket] igennem, som de så den anden [det røde kort]. Jeg forklarede høfligt til dommeren, at jeg var uenig i dommen, fordi den var påskudt fra meget kort afstand, og Akoto lå på linje [med FCM-spilleren, der i teorien kunne have fået en frispilning], siger Uwe Rösler.
AGF spillede torsdag en vital pokal-semifinale mod FC Nordsjælland, hvor århusianerne har en 3-2-føring fra første kamp i Farum, men til gengæld uvished om småskader og skader til flere spillere, herunder Jonas Jensen-Abbew, der tilsyneladende fik en muskelskade i første halvleg og måtte udskiftes.