Video : Tipsbladet
Superliga

FCM-kant tager Sisto-rygter med ro: Sådan er det i en topklub

Mikael Anderson tager rygterne om Pione Sistos skifte til FC Midtjylland med ro og frygter ikke for sin plads på holdet.

Der har været utallige rygter om Pione Sistos fremtid i de seneste uger, og den danske kantspiller har flere gange været meldt på vej tilbage til FC Midtjylland, hvor han i sin tid også fik sit store gennembrud.

De forsvarende danske mestre råder i forvejen over en hel del spillere til de tre offensive midtbanepladser med blandt andre Anders Dreyer, Evander, Awer Mabil, Lasse Vibe, Bozhidar Kraev, Mikael Anderson og Gustav Isaksen i truppen. Og hvis Sisto også kommer til, vil der pludselig være rigtig mange spillere til blot tre startpladser.

Men Mikael Anderson tager rygterne med ophøjet ro.

Læs også:Celta-træner udelader Pione Sisto til testkamp

- Jeg tror, at når man spiller i en topklub, som FC Midtjylland nu er blevet, vil der altid være rygter om, at spillere kommer til og fra, så det er ikke rigtig noget, jeg forholder mig til, siger den islandske landsholdsspiller til tipsbladet.dk og tilføjer:

- Jeg forholder mig til, at jeg har en kontrakt til 2023, og så må jeg bare gøre det, jeg kan, for at bevise, uanset hvem der nu kunne finde på at komme til FC Midtjylland. Jeg er ikke bekymret, og jeg ved, at det er en del af at være i en topklub. Der kommer masser af konkurrence, og der er masser af spillere, der gerne vil spille, og jeg vil bare være mere motiveret, hvis der kommer en spiller på min position.

Den 22-årige kantspiller har før været udlejet fra FC Midtjylland til hollandske Excelsior, og med fem landskampe for Island på cv’et er han en spiller, der muligvis har et par bejlere i udlandet. Han har til gengæld ikke hørt, at han skulle være på vej væk fra de danske mestre. 

Læs også:Salgsligaen: FC-klubberne topper, mens Brøndby og AGF flopper

- Jeg har ikke fået noget at vide fra klubben eller min agent, men man ved sgu aldrig, hvad der kan ske i fodbold. I morgen kan det fuldstændig vende. Lige nu og her er mit udgangspunkt at spille i FC Midtjylland, og jeg er sindssygt glad her, så indtil jeg får noget andet at vide, fokuserer jeg på det, siger han.

Og mens fokus er rettet på FC Midtjylland, har han også en klar idé om, hvad han selv skal gøre bedre.

- Jeg var okay tilfreds med sidste sæson, men det kan stadig blive bedre. Det er klart at få mere output på tingene via mål og assists og sådan nogle ting, og det er klart, at vi jo helst skal i Europa og vinde mesterskabet. Det er jo gode målsætninger at have, kan man sige, lyder det fra kantspilleren.

Mikael Anderson fik sit gennembrud på Heden i sidste sæson, hvor han spillede 33 kampe med fire mål og fire oplæg til følge. Han kom også i aktion i FC Midtjyllands kamp mod Ludogorets i årets Champions League-kvalifikation.  

Læs også:FCM forsøger med nyt bud på Sisto: Bonusser skal redde handlen