FCM har hægtet Brøndby af: Her er Superliga-klubbernes spillerbudget
151 millioner kroner.
Det er forskellen på Superligaens største spillerbudget i FC København og Superligaens mindste i Hobro IK. Det viser dugfriske tal fra Tipsbladet, som har gennemgået spillerbudgettet hos de 14 klubber i Danmarks bedste fodboldrække.
FC København er fortsat i en liga for sig, mens FC Midtjylland har hægtet Brøndby IF af. I sommer lå de to klubber ifølge Tipsbladets tal helt lige med et spillerbudget på 95 millioner kroner, men nu har FCM øget sit til 105 millioner, mens Brøndbys er faldet til 85 millioner i kølvandet på et transfervindue, hvor flere løntunge spillere sagde farvel.
Efter FCK, FCM og Brøndby IF følger vanen tro en lang række klubber, der har et næsten ens spillerbudget.
Et spillerbudget defineres på følgende måde:
Transferbeløbene er ikke det eneste, vi skal kigge på for at få en fornemmelse for Superliga-klubbernes forbrug. Det er således lønninger, der fylder langt det meste i klubbernes budgetter, og derfor giver det ingen mening at se på klubbernes forbrug på transfermarkedet uden samtidig at se på den langt tungere post.
Spillerbudgettet er altså den årlige udgift til løn og bonus til spillere og trænere på førsteholdet, og til signon-fees og til afskrivninger på transfers. Afskrivninger på ting som personalegoder og bonusser belaster også et spillerbudget.
Her får du et overblik over Superliga-klubbernes spillerbudget, som de ser ud i kølvandet på januars transfervindue.
FC København - 165 millioner kroner
Note: FCK's spillerbudget har fået et lille nøk op efter købet af Mikkel Kaufmann og lønnen til Ragnar Sigurdsson. Der er ingen tvivl om, at FC København er transfer- og lønførende i Danmark.
Anslået budget i sommeren 2019: 160 millioner kroner
FC Midtjylland - 105 millioner kroner
Note: Superligaens tophold brugte mange penge i januar på Anders Dreyer, Dion Cools og Ronnie Schwartz. Lasse Vibe kom på en fri transfer, men han hæver en høj løn i det midtjyske. Det har medført, at FCM's anslåede spillerbudget er blevet opjusteret.
Anslået budget i sommeren 2019: 95 millioner kroner
Brøndby IF - 85 millioner kroner
Note: I Brøndby IF skal der styr på økonomien, og det så man konsekvenserne af i januars transfervindue, hvor store og løntunge profiler som Hany Mukhtar, Dominik Kaiser og Kamil Wilczek forlod klubben, uden at der blev hentet erstatninger. Derfor er spillerbudgettet faldet, og den kommende aktieemission samt forhandligerne om ejerforholdene vil afgøre, om nedskæringerne fortsætter.
Anslået budget i sommeren 2019: 95 millioner kroner
AaB - 40 millioner kroner
Note: Nordjyderne fik gode penge for Mikkel Kaufmann, men det ændrer ikke det store på spillerbudgettet, som Tipsbladet i sommer nok anslog lidt for lavt.
Anslået budget i sommeren 2019: 38 millioner kroner.
AGF - 39 millioner kroner
Note: Transfervinduet bevarede status quo i AGF, og det er først til sommer, der for alvor ventes at komme gang i svingdøren. Tipsbladet anslog formentlig AGF's budget lidt for højt i sommer.
Anslået budget i sommeren 2019: 44 millioner kroner
OB - 38 millioner kroner
Note: Fynboerne var den mest aktive klub i januars transfervindue, og spillerbudgettet fik et lille nøk i vejret. Tidligere på ugen fastslog ejer Niels Thorborg i et interview med Stemmer Fra Ådalen, at det er muligt at øge budgettet yderligere de kommende år.
Anslået budget i sommeren 2019: 36 millioner kroner
FC Nordsjælland - 35 millioner kroner
Note: Farum-klubben solgte torsdag Mikkel Damsgaard for 50 millioner kroner, og FCN er forrygende til at sælge spillere, men de fleste geninvesteres i klubbens to akademier. Januar rokkede ikke meget ved spillerbudgettet.
Anslået budget i sommeren 2019: 34 millioner kroner
Esbjerg fB - 29 millioner kroner
Note: Vestjyderne satsede i januars transfervindue i håb om at komme fri af nedryknig, og det har medført, at spillerbudgettet er blevet øget i forhold til i sommer, men det er ikke voldsomt dyre spillere, Esbjerg har hentet til klubben.
Anslået budget i sommeren 2019: 26 millioner kroner
Randers FC - 28 millioner kroner
Note: Budgettet i Randers FC er uforandret. Profilen Saba Lobjanidze er væk, og han er blevet afløst af Mathias Greve, mens Kevin Conboy er blevet byttet med Jesper Lauridsen.
Anslået budget i sommeren 2019: 28 millioner kroner
SønderjyskE - 28 millioner kroner
Note: Haderslev-klubben fik hjælp af "gode venner af huset" til at hente Pierre Kanstrup, men det rokker ikke ved det faktum, at udgifterne er steget efter et aktivt transfervindue. SønderjyskE har været villig til at bruge penge for at komme væk fra nedrykningsdramaet.
Anslået budget i sommeren 2019: 25 millioner kroner
AC Horsens - 23 millioner kroner
Note: Salget af Kasper Junker til de norske vicemestre fra Bodø/Glimt skærer en lille flig af spillerbudgettet.
Anslået budget i sommeren 2019: 25 millioner kroner
Lyngby Boldklub - 18 millioner kroner
Note: Der er bevægelse i Lyngbys budget, men det er Tipsbladet vurdering, at det blev anslået for lavt sidste sommer.
Anslået budget i sommeren 2019: 15 millioner kroner
Silkeborg IF - 17 millioner kroner
Note: Superligaens bundprop sender blandede signaler. Aftalen med Kees Luijckx signalerer, at man vil spille for at overleve i Superligaen, mens salget af topscorer Ronnie Schwartz til FC Midtjylland signalerer, at man allerede fokuserer på 2020/21-sæsonen.
Anslået budget i sommeren 2019: 15 millioner kroner
Hobro IK - 14 millioner kroner
Note: Himmerlændingene råder over Superligaens mindste spillerbudget. Hobro er dog den klub i den nederste tredjedel af den økonomiske Superliga, som får flest gode kampe ud af budgettets beskedne størrelse.
Anslået budget i sommeren 2019: 15 millioner kroner
Du kan læse en mere detaljeret gennemgang i Tipsbladet, som er på gaden sammen med Ekstra Bladet denne fredag. Her får du masser af læsestof om transfervinduet i Danmark og i udlandet.
Læs også:Abildgaard i Rusland: Har aldrig følt mig så tæt beslægtet med en svensker
Læs også:Alt om FC Midtjylland: Topholdet har lavet store indkøb i jagten på guldet
Læs også:Fik ikke en aftale i Esbjerg: Tighadouini besøger hollandsk klub
Læs også:Danske Spil: Han er favorit til at blive Superliga-topscorer
Læs også:NordicBet Ligaens bundprop drømmer om Superligaen