Endnu en testsejr til Midtjylland: De unge satte EfB på plads
Foto: Getty Images
Superliga

Endnu en testsejr til Midtjylland: De unge satte EfB på plads

Det blev til to scoringer fra Gustav Isaksen fredag, da FC Midtjylland mødte Esbjerg fB i holdets sidste testkamp, inden Superligaen genoptages.

FC Midtjylland satte gang i forberedelserne til forårssæsonen en smule senere end de øvrige hold i Superligaen. Det valgte klubben at gøre efter et hårdt efterårsprogram, og derfor fik spillerne en uges længere ferie.

Det har dog ikke set ud til, at den kortere opstart har gjort noget for midtjyderne, som nu kan se tilbage på klubbens fire testkampe med fire klare sejre til følge. Den seneste kom fredag eftermiddag, hvor FCM vandt med 2-0 over EfB's 1. divisionshold.

Læs også:Trods sparsom spilletid: FCM-spiller afviser udlejning

Torsdag havde Brian Priskes tropper været i kamp mod Silkeborg, hvor det var de forventede startere, som var udvalgt. Til opgøret mod Esbjerg var det derimod reserverne, som var en god blanding af ganske unge spillere samt folk som Daniel Høegh, Mikael Anderson, Lasse Vibe og Awer Mabil.

Kampens to scoringer kom meget tidligt i opgøret. Den første var fra Gustav Isaksen, som sendte et skud fra kanten af feltet i kassen efter bare to minutters spil. Herefter sørgede Isaksen efter otte minutter for at gøre det til 2-0.

Læs også:Tæt på starten af forårssæsonen: Skaderne vælter ned over FCM

I opgøret blev det samtidig til en halvleg for Kristian Riis, som netop er vendt tilbage fra et skadeshelvede på mere end to år. Det kommer efter, at han fik en halv time i sin comebackkamp mod AaB tidligere i opstarten.

FC Midtjylland lagde ud med at slå AGF med 2-0 i de første testkamp, hvorefter AaB blev slået med 3-1 i en 120-minutters maratonkamp. Føromtalte kamp mod Silkeborg blev vundet med 2-0, som altså også blev resultatet mod esbjergenserne.

Superligaen bliver genoptaget igen i næste uge, og torsdag venter den første kamp efter vinterpausen for FCM, hvor de skal møde SønderjyskE.

Læs også:FC Midtjylland-stjerne har fået coronavirus

Læs også:FCM-træner er klar til at lukke transfervinduet: Jeg er super godt tilfreds

Læs også:Transferugen i Danmark: Superligaen venter på topligaerne