FCM-direktør: Vi henter et par spillere i transfervinduet
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

FCM-direktør: Vi henter et par spillere i transfervinduet

FC Midtjylland forventer at forstærke sig med et par spillere i januars transfervindue.

Det er sjældent kedeligt i FC Midtjylland, når et transfervindue står åbent, og der er ikke noget, der tyder på, at den tradition bliver brudt, når det nye år skydes i gang med et januar-vindue.

De danske mestre er ved årets udgang på andenpladsen i Superligaen med tre point op til FC København, og der kan næppe være tvivl om, at de to skal kæmpe en guldkamp i foråret, og til det slag har FCM tænkt sig at møde op med lidt ekstra ammunition.

- Vi skal ud og forstærke os, så vi kan gøre truppen stærkere. Vi kigger allerede nu frem mod sommerens transfervindue, men vi skal også i januar forsøge at finde nogle gode spillere til en god pris. Vi har ikke det største budget, så derfor skal vi være klogere end de andre, og det har vi vist, at vi godt kan, siger Claus Steinlein, administrerende direktør i FC Midtjylland, til tipsbladet.dk.

Hvor mange spillere går I efter?

- Jeg forventer, at vi henter et par spillere i januars transfervindue. Det er udgangspunktet på nuværende tidspunkt.

Et kig på FCM-truppen afslører, at der er salgsemner nok. Profiler som Paul Onuachu, Erik Sviatchenko og Awer Mabil har helt sikkert tiltrukket sig interesse i løbet af efteråret, men Claus Steinlein har sat skodder for vinduerne i det midtjyske. 

Når det er sagt, er der som bekendt ikke noget, der ikke kan købes for penge.

- Hvert år ved juletid siger jeg, at jeg forventer, at vi beholder vores spillere, og så har det flere gange vist sig at gå anderledes, men svaret er det samme i år. Vi har en masse salgsemner i FC Midtjylland, men vi har også aftalt med spillerne, at de bliver frem til sommer.

- Men igen; For et år siden fik vi et tilbud på omkring 150 millioner for Alexander Sørloth, og det kunne vi selvfølgelig ikke sige nej til. Det kommer vi heller ikke til fremadrettet, men der skal  også noget ekstraordinært til for, at vi siger farvel til nogle spillere i januar, lyder det fra FCM-bossen.

Hvis FCM lykkes med at hente et par nye spillere i januars transfervindue og samtidig holde fast på de nuværende, kan klubben mønstre en meget bred trup. Måske også for bred til, at alle spillere kan holdes i ilden?

- Vi skal have kvalitet hele vejen rundt, og det gælder også på bænken, så vi kan sætte friske folk ind, der kan gøre en forskel. Hvis vi er dygtige nok, venter der også en række pokalkampe i foråret, så trænerteamet skal nok få brug for en god, bred trup, siger Claus Steinlein.

FC Midtjyllands første Superliga-kamp i 2019 er på udebane mod oprykkerne fra Vendsyssel FF.