I aften spiller FC Midtjylland en af sæsonens vigtigste kampe, hvis ikke den vigtigste kamp. Der er returopgør mod Malmö FF i Europa League-playoff, og hvis de danske mestre går samlet videre, kan de se frem til mindst seks gruppespilskampe.
Her kan de få nogle store hold som modstandere. Den stolthed og blåstempling af FC Midtjylland som klub, endnu en deltagelse i Europa League vil medføre, betyder mere for administrerende direktør Claus Steinlein end de 50 millioner kroner, det i givet fald vil kaste af sig.
Helt konkret drømmer han om møder med nogle af kontinentets store klubber.
- Det er lige så meget stoltheden og følelsen til hele regionen. At alle folk får den der fornemmelse af, at det er noget stort. Den pulje, man kan komme i, den hedder Arsenal, Chelsea, den kan hedde Milan, så man kan virkelig få nogle spændende modstandere og give en ekstraordinær oplevelse til hele regionen. Det, synes jeg, er fedt, siger Steinlein i et interview med FCM TV.
- Så det vil betyde rigtig meget: to gange DM, to gange gruppespil på fire år, det vil ligesom blåstemple os og sige: Vi hører til der, hvor man skal have kæmpe respekt omkring FC Midtjylland, og det vil man have i alle europæiske klubber også.
FC Midtjylland kommer dog ikke til at møde alle tre klubber, som direktøren remser op. For både Chelsea og Arsenal er placeret i første seedningslag og kan således ikke ende i samme gruppe, mens AC Milan enten kommer i første eller andet lag, alt efter hvem der ellers kvalificerer sig.
Der er kickoff til det afgørende opgør mod Malmö i aften klokken 19.15 i Herning.