Da Frank Onyeka i 2019 forlængede sin kontrakt med FC Midtjylland, var formodningen, at midtbanespilleren skulle sælges i sommeren 2020 efter en god sæson i klubben, der vandt DM.
Men de planer var Onyeka indirekte selv med til at forpurre, da han og holdkammeraterne slog sig vej til Champions League ved at sende Ludogorets, Young Boys og Slavia Prag ud i kvalifikationen.
Nu åbner januars transfervindue og et 2021, hvor verden vakler mellem vaccine-optimisme og de voldsomme indlæggelses- og smittetal, der hærger Danmark og en lang række andre europæiske lande i disse uger.
Ifølge FC Midtjyllands direktør Claus Steinlein er 2021 året, hvor Frank Onyeka bliver solgt til udlandet, hvis det rigtige tilbud som ventet dukker op.
Læs også:Overblik: Superligaens vintertransfers 2021
- Det var fantastisk at se Frank runde de 100 kampe for FC Midtjylland, da vi mødte FC Nordsjælland. Det er stort at se, hvordan en af vores egne drenge har slået til, ligesom det var fedt at se ham på Nigerias A-landshold sammen med en anden af vores egne, Paul Onuachu, siger Claus Steinlein.
- Frank har simpelthen spillet så godt. For mig er han af de bærende kræfter og forklaringer på vores stærke defensiv, og han er en spiller, man for alvor lægger mærke til, når han ikke er her. Han har spillet på et niveau i 2020, hvor han er på blokken i alle de klubber i udlandet, der skal have en central midtbanespiller, siger Claus Steinlein.
- Vi har lavet en aftale med ham om, at han skal væk til sommeren 2021. Vi har en længere aftale med ham men gav ham en lønforhøjelse for nylig, fordi han har fortjent det ud fra sine præstationer. Planen er, at han skal vinde The Double med FC Midtjylland til foråret, og så skal han ud i Europa, mens andre skal udfylde de store sko, han efterlader sig i FC Midtjylland, siger Claus Steinlein.
Læs også:FCM med nyt tiltag: Vil give fans en oplevelse i verdensklasse
Det rigtige tilbud ligger givetvis i den tunge, tocifrede millionklasse. Sidste sommer fik Club Brugge afvist et bud på 45 millioner kroner, da midtjyderne krævede 75 millioner kroner.
FCM-direktøren kalder Onyeka for en af ligaens bedste på sin plads, og en spiller, som Claus Steinlein meget gerne ser, får succes i en større udenlandsk liga.
- Jeg forstår ikke, at han ikke er med på samtlige udvalgte 2020-hold i danske medier, siger Claus Steinlein.
- Vi har haft et helt sindssygt kampprogram, og hvis nogen synes, Frank så to procent bedre ud i sidste sæson, er det fordi, at han har spillet sammen med Jens-Lys Cajuste, der har spillet lige så godt som ham og ganske naturligt tager lidt af omverdenens opmærksomhed. Vi har to fantastisk gode midtbanespillere inde centralt.
- Og så er Frank en af dem, man så gerne ser får succes. Han er en pissegod dreng, loyal, smilende og positiv. Han er et stort menneske, og efter at have haft ham i klubben så længe, vil man virkelig gerne se ham få succes i en større europæisk liga, siger Claus Steinlein.
Frank Onyeka har spillet 100 betydende kampe for FC Midtjylland og fik i oktober sin landsholdsdebut for Nigeria i en træningskamp mod Algeriet.
Læs også:Træner-karrusellen: Så længe har Superliga-trænerne været i jobbet
Læs også:Dramatisk afgørelse: Sådan fordelte stemmerne sig til Årets Målmand
Læs også:FC Midtjylland-talent skifter til 2. divisionsklub