FC Midtjylland rundede onsdag aften af i Champions League med 1-1 mod Liverpool, og nu venter to Superliga-kampe samt en enkelt pokalkamp, inden vinterpausen rammer. Dermed nærmer et nyt transfervindue sig også for midtjyderne.
Tidligere har det betydet, at FCM har kunne tjene store penge på salg, men sådan er udsigterne dog ikke umiddelbart for klubbens bestyrelsesformand Rasmus Ankersen. Dog kan der være situationer, hvor man ikke skal holde sig tilbage, fortæller han i et interview med TV Midtvest.
- Jeg har det sådan, at vores ambition er altid at gå stærkere ud af vinduet end, da vi gik ind i det. Hvad det så konkret betyder, det må vi så se. Vi er jo også købmænd, og hvis det er gode handler at lave - både ind og ud - så er vi jo ikke bange for at slå til, siger han og fortsætter:
Læs også:Kristian Bach Bak går efter at vinde en Double med FCM i denne sæson
- Man skal jo ikke være bange for at miste spillere i fodbold. Det synes jeg jo, at man har vist her igen og igen. Når gode spillere forsvinder, så er der nogen, der popper op, lyder det fra Rasmus Ankersen.
Tilbage i 2018 solgte man eksempelvis både Rasmus Nissen Kristensen, Alexander Sørloth og Filip Novak i vinterens transfervindue, men alligevel lykkedes det for mandskabet at vinde mesterskabet foran Brøndby.
I denne sæson i Superligaen er holdet i øjeblikket på førstepladsen med to point ned til SønderjyskE på andenpladsen. Netop ligaen er afgørende i år, da vinderen går direkte ind i playoff-runden i Champions League-kvalifikationen, og det spiller også ind for FCM-formanden.
Læs også:FCM med selvtillid før Youth League-kvartfinale: Går efter at vinde turneringen
- Men vores ambition er helt klar. Det er et meget vigtigt mesterskab, og vi ligger godt til nu, så selvfølgelig går vi efter at være minimum ligeså stærke, som vi er nu, når vi går ud af vinduet. Formentlig vil en stor det af det være at holde på de bedste spillere. Det er vores ambition, forklarer Ankersen.
På mandag venter FC Midtjyllands næste opgave, hvor de skal møde OB i Superligaen.
Læs også:FC Midtjylland-boss med transferløfte: Det skal hæve overliggeren
Læs også:FC Midtjylland-anfører: Liverpool blev stressede af, at vi kom flyvende
Læs også:FCM-træner viste stort overskud: Siger du, vi har en CL rekord?