FCK vandt historiens mest omtalte reserveholdskamp
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

FCK vandt historiens mest omtalte reserveholdskamp

Nicklas Bendtner spillede sine første 45 minutter i en FCK-trøje, da løvernes reserver slog Brøndby med 2-0 tirsdag eftermiddag.

Den mest omtalte reserveholdskamp i dansk fodbolds historie blev spillet tirsdag eftermiddag i Avedøre, da FC København og Brøndby IF mødte hinanden uden tilskuere. 

FC København vandt reservederbyet 2-0, men det var ikke resultatet, der var mest i fokus denne tirsdag. Det var naturligvis FC Københavns nummer 32.

Nicklas Bendtner spillede således sine første minutter i en FCK-trøje, da han var med i første halvleg mod Brøndby IF, og den tidligere landsholdsspiller måtte forlade banen i pausen uden en scoring i bagagen. Bendtner havde et par hovedstødschancer, men fik altså ikke passeret Michael Tørnes.

Det gjorde til gengæld Viktor Fischer og Mohamed Daramy. De sørgede for målene i FC Københavns 2-0-sejr, som blev grundlagt i anden halvleg, efter Nicklas Bendtner var blevet udskiftet.

Brøndby IF gav spilletid til Andreas Maxsø, der skrev under på en kontrakt mandag eftermiddag. På banen for de blå-gule var også spillere som Johan Larsson, Sigurd Rosted og Samuel Mraz. Sidstnævnte brændte et par store chancer.

Brøndby IF og FC København tørner sammen i Superligaen den 6. oktober.