Video : Tipsbladet
Superliga

FCK straffes: Må lukke tribune mod SIF

FC København må lukke en tribune efter ballade i forbindelse med opgøret mod Brøndby.

Når FC København på mandag møder Silkeborg, bliver det med en tom B-tribune.

Det skyldes ballade i forbindelse med det københavnske derby.

B-tribunen er, hvor Sektion 12 normalt står - altså de mest syngende tilskuere.

Årsagen til, at FCK må lukke tribunen er, at klubben allerede havde en betinget dom, og den udløses nu, da man altså igen har oplevet problemer.

- F.C. København accepterer Disciplinærinstansens kendelse og ærgrer sig samtidig på vegne af de mange fans, der nu bliver berørt af en helt uacceptabel adfærd fra en mindre gruppering. Det er under al kritik, at nogle få personager handler til fare for andre og ødelægger det for flertallet af F.C. Københavns mange fantastiske fans, skriver FCK på sin hjemmeside.

Balladen i søndags var beskæmmende, hvor personer med tilhørsforhold til Brøndby så ud til at bryde sikkerhedsforanstaltninger og begyndte at kaste og skyde med pyro mod FC Københavns tribuneafsnit. Dette blev besvaret af FCK's afsnit, og desuden blev der affyret pyroteknik i løbet af kampen, hvilket også er ulovligt.

FC København straffes desuden med en bøde på 75.000 kroner.