FCK-storaktionær lægger sig ned: FCM er Danmarks mest veldrevne klub
Foto: Getty Images
Superliga

FCK-storaktionær lægger sig ned: FCM er Danmarks mest veldrevne klub

FC Københavns storaktionær Lars Seier Christensen erkender, at hans hjertebarn lige nu er et godt stykke efter FC Midtjylland. Tingene kan dog stadig vendes, mener han.

FC København har skuffet fælt i 2020, og det er i den grad også gået ud over starten på den nye sæson. Noget der endte med at koste manager Ståle Solbakken jobbet, mens Jess Thorup blev hentet ind som ny træner.

Det skabte dog ikke fra starten mirakler, for FCK blev søndag udstillet i en nærmest skræmmende grad i 4-0 blamagen ude mod FC Midtjylland.

Netop midtjyderne er da også foran FC København i øjeblikket. Det erkender FCK-storaktionær Lars Seier Christensen:

- Vi må erkende, at FCK er bagud lige nu. På mange fronter. FCM har, trods et langt mindre budget end os igennem mange år, gjort sig til Danmarks mest veldrevne klub. Mens vi gik i stå. Det er skuffende for os, men flot arbejde af FCM. Længere er den ikke. Tillykke til dem, det er godt gået, skriver Lars Seier på Facebook.

Storaktionæren forventer dog langt fra, at det bliver nogen permanent situation:

- Og vi kommer til at rette FCK op og komme tilbage til toppen igen – det er jeg slet ikke i tvivl om. Processen er i gang, og vi har gjort os mange tanker om det, som vil blive stadig klarere for alle i løbet af de kommende måneder, lyder det fra Lars Seier, der nu opfordrer til ydmyghed og tålmodighed.

FC København ligger efter otte spillerunder på niendepladsen i 3F Superligaen. Bare ti point er det blevet til.