Video : Tipsbladet
Superliga

FCK-stjerne: Det er det største i Skandinavien

FCK's Mohamed Elyounoussi ser frem mod derbyet senere i dag, søndag.

PARKEN (Tipsbladet): Senere i dag, søndag, brager FCK og Brøndby sammen i sæsonens første derby. 

Og det er selvsagt et opgør, der har en helt speciel betydning. 

Selv for garvede folk som Mohamed Elyounoussi, der om nogen må siges at have spillet sin andel af store fodboldkampe. 

- Hvis jeg tænker i skandinavisk målestok, så er det det allerstørste. Sådan nogle kampe ser man altid frem til. De betyder mere end en normal kamp. Sådan skal det være, fortæller den norske stjerne til Tipsbladet og den øvrige presse. 

Faktisk er der kun én kamp, som Elyounoussi har spillet i, der kan måle sig med derbyet mellem FC København og Brøndby.

- Old Firm (Rangers mod Celtic, red.) er selvfølgelig noget helt for sig selv. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal rangere de to kampe, men de er begge to helt specielle. De ligger absolut højt oppe på listen. 

Mohamed Elyounoussi spillede to sæsoner i Celtic for godt fem år siden - her blev det til imponerende 24 mål og 14 oplæg på 67 kampe. 

Bundlinjen har ligeledes været imponerende hos 'Løverne' med 18 mål og 13 oplæg, men nordmanden kommer til at mangle en af sine vanlige legekammerater oppe foran i kampen mod Brøndby. 

FC København kommer alvorligt svækket til derbyet, da man har solgt den islandske bomber Orri Oskarsson for et rekordstort beløb. 

Elyounoussi ønsker sin tidligere angrebskollega tillykke og håber, at andre kræfter kan træde til islændingens fravær. 

- Jeg har virkelig trives med at spille sammen med Orri. Vi ønsker ham selvfølgelig al held og lykke. Jeg tror, det er et fantastisk sted for ham og hans karriere. Så har vi selvfølgelig andre, der må steppe op. Og så har vi en tro på, at Sune (Smith-Nielsen, red.) og hans team kommer til at finde en erstatning. 

Kampen mellem FC København og Brøndby fløjtes i gang klokken 14.00.