Den islandske landsholdsspiller Ísak Bergmann Jóhannesson kritiserede forleden sin klub FC København i et interview med et medie i hjemlandet.
Den 20-årige offensivspiller gav blandt andet udtryk for, at han ikke følte sig retfærdigt behandlet af sin arbejdsgiver i forhold til antallet af minutter, han fik på banen.
Ifølge Ekstra Bladet er den danske hovedstadsklub klar til at sende Jóhannesson videre, og nu er der lidt nyt omkring mulig interesse fra udlandet.
Hollandske og belgiske klubber har nu meldt sig ind i ræset om islændingens underskrift, og FCK er åben for en lejeaftale såvel som et permanent salg.
Det skriver den islandske tv-kommentator og journalist Orri Rafn Sigurdarson på sin twitter-profil uden at sætte navn på klubberne.
Så det er ikke kun i Skandinavien, at interessen for Jóhannesson er stor.
I den netop afsluttede sæson startede han kun inde seks gange under Jacob Neestrup på tværs af alle turneringer.
Jóhannesson kom til klubben fra IFK Norrköping i sommeren 2021.