FCK-selskab tabte 30 millioner i første kvartal: Forventer overskud for 2019
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

FCK-selskab tabte 30 millioner i første kvartal: Forventer overskud for 2019

Et minus på lige over 30 millioner kroner er facit for selskabet bag FC København, Parken Sport & Entertainment, i årets tre første måneder. Fodbolddelen noteret sig for et underskud på 34 millioner. Parken regner dog med et overskud for hele året på 45-60 millioner.

Selskabet bag FC København har lavet et solidt minus i årets første tre måneder. Parken Sport & Entertainment kan notere sig 30,4 millioner kroner med rød blæk for januar, februar og marts. 

Det fremgår af Parkens delsårsregnskab, hvor selskabet dog også slår fast, at det fortsat forventer et overskud for hele året på mellem 45 og 60 millioner kroner.

Underskuddet kan blandt andet forklares med, at Parken omsatte for 35 millioner kroner mindre end i samme periode i fjor. Det forklarer selskabet dels med, at FCK spillede én runde i Europa League i fjor men ingen i år, dels at klubben solgte spillere for flere penge i 2018, og dels at påsken faldt senere i år, og Lalandias indtjening fra den uge først regnes med i næste delsårsopgørelse.

I januar 2018 lavede FC København et transferplus på 16 millioner kroner mod et minus på en halv million i år. Det var primært salget af Benjamin Verbic til Dynamo Kiev, der trak indtægterne op i fjor.

Fodbolddelen, altså FCK og driften af stadion, gav et underskud på 34 millioner i årets tre første måneder.

Forventningerne til 2019 er baseret på, at FC København kvalificerer sig til Europa Leagues gruppespil. Det vil isoleret set indbringe over 100 millioner kroner, forudser klubben.