KILMARNOCK (Tipsbladet): Synger Kevin Diks' tid i FC København på sidste vers?
Det er ét af de helt store spørgsmål i den danske hovedstad forud for de sidste - og notorisk hektiske - dage af transfervinduet. Flere steder lukker transfervinduet fredag aften, mens det som bekendt er på mandag, der er transferdeadline i Danmark.
Der har været bud på Kevin Diks i løbet af sommeren, men han står fortsat noteret som FCK-spiller. Spørgsmålet er, om det forholder sig anderledes om et par dage.
- Det har været hektisk, for der har været muligheder, men jeg er fokuseret på FC København. FCK har gjort meget for mig, og det skal jeg altid betale tilbage, når jeg går på banen. Jeg er altid loyal, og jeg giver altid alt for fansene og træneren. Men selvfølgelig er det smigrende, at der er interesse, og at der har været bud på mig, siger Diks og tilføjer:
- Men det er ikke op til mig at bestemme, om jeg kan skifte klub eller ej.
Er det din forventning, at du også er i FC København, når transfervinduet er lukket?
- Det er op til dem - ikke mig.
27-årige Kevin Diks har kontraktudløb i FC København efter denne sæson.
Få det store overblik over alle sommerens bekræftede handler i Superligaklubberne lige her.
Skal du have det sidste nye fra transfer-verdenen. Så tjek Tipsbladets store liveblog.