FC Midtjylland-profilen Kristoffer Olsson er i respirator og kæmper lige nu for at komme sig over den alvorlige sygdom, der har sendt ham på hospitalet.
Dermed bliver fredagens topkamp uden den 28-årige svensker.
Men landsholdskammerat Viktor Claesson fra FC København ventes at være i startopstillingen til opgøret, og det bliver en særlig kamp for ham.
Claesson og Olsson er holdkammerater på landsholdet.
FCK's offensive es stillede ikke op til interviews med den danske presse onsdag, men han har talt med svenske Sportbladet om situationen med Kristoffer Olsson.
Claesson fik besked om Olssons sygdom i weekenden.
- Det var meget hårdt, og jeg havde problemer med at sove bagefter. Det er uvirkeligt, hvordan det kan påvirke en veltrænet atlet, siger han til Sportbladet.
Olsson og Claesson er udover at være landsholdskammerater også gode venner, da de fik et tæt bånd til hinanden, mens de begge spillede for Krasnodar i Rusland.
De boede tæt på hinanden og spise ofte middag sammen.
- Vi skal nok til at gøre noget sammen for at støtte ham. Men vi må se, hvordan det udvikler sig frem mod kampen.
- Alle krydser fingre for det bedste. Han er i gode hænder og får den bedste pleje i Danmark. Så vi håber på det bedste, siger Claesson.
Der er forberedt flere ting i forbindelse med fredagens Superliga-kamp. Der vil blive lavet noget tifo for at vise støtte til Kristoffer Olsson, ligesom der vil være klapsalve i det ottende minut i kampen.