AGF vil have pokalfinalen: Usportsligt, hvis et hold har hjemmebane
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

AGF vil have pokalfinalen: Usportsligt, hvis et hold har hjemmebane

Både FC København og AGF har lagt billet ind på at afholde pokalfinalen til maj. Hos sidstnævnte vil man væk fra, at et hold kan have hjemmebanefordel i finalen, mens FCK gerne vil fortsætte en 50 år gammel tradition.

Meget få ting, især i fodboldens verden, er som i gamle dage. Men pokalfinalen er siden 1955 blevet spillet i Danmarks nationalarena, bortset fra to år da den blev ombygget. Den tradition står måske for fald.

DBU og Divisionsforeningen har sendt værtskabet i udbud, og her har fire stadioner lagt billet ind: Århus, Esbjerg, Brøndby og Parken i København. Hos sidstnævnte er de dog ikke sure over, at kampen måske bliver flyttet væk fra dens hjem de seneste 54 år.

Parken var ellers utilfredse med, at DBU placerede hjemmekampene i Nations League i Århus. Som pressechef Jes Mortensen sagde dengang:

- Vi synes, at det er et klart brud på vores aftale med DBU, hvor der står, at alle EM og VM-kvalifikationskampe bliver spillet i Telia Parken. Det er sådan set meget simpelt at stille sig selv spørgsmålet: Kan Danmark kvalificere sig til EM 2020 via Nations League? Svaret er lige så enkelt: Ja, det kan man. Derfor er det naturligvis en kvalifikationskamp.

Til den mulige flytning af pokalfinalen siger han:

- Vi har det helt fint med, at DBU har sendt pokalfinalen i udbud, og vi har givet vores bud på en afvikling af pokalfinalen, og vi ser meget gerne traditionen med at spille den herinde, som man har gjort det med enkelte undtagelser siden 1950´erne, fortsat.

- Vi har ikke nogle problemer i vores samarbejde med hverken DBU eller Divisionsforeningen. Tværtimod synes vi, at vi har en rigtig god og konstruktiv dialog med begge. Vi var uenige om Nations League, men det er vi videre fra, og vi arbejder rigtigt fint sammen, og det har vi sådan set hele tiden gjort, også selvom vi ind imellem bliver uenige om ting.

Konkurrence over magi
I Århus vil de som nævnt også gerne afvikle finalen. Her forklarer administrerende direktør i AGF, Jacob Nielsen, hvorfor de har budt på værtskabet.

- Fordi vi har været med til at presse på for, at finalen skal spilles på et neutralt stadion. Det er usportsligt at afvikle en pokalfinale, der udover titel gælder europæisk deltagelse, hvor det ene hold har hjemmebanefordel. I øvrigt må det være i arrangørens interesse at få kampen i udbud, så prisen ikke påvirkes af monopoltilstande. Derfor er landets andenstørste by centralt i Jylland med 19.000 pladser, et alternativ - trods løbebanen.

I 2003 besluttede DBU, at unionen ikke længere var bundet af, at Parken skulle være vært for pokalfinalen. Dette er dog første gang, AGF og de andre klubber byder ind på kampen.

- Vi har aldrig tidligere modtaget en invitation til at byde som nu eller været klar over noget udbud, forklarer Jacob Nielsen.

I var selv senest i pokalfinalen for et par år siden. Mister man ikke noget af magien, hvis man flytter den væk fra nationalstadionet, hvor den er blevet spillet de sidste +50 år?

- Jo, det gør man muligvis, men det må ikke overstige de sportslige konkurrencehensyn.

Man kan jo også spørge, hvorfor den største kamp i dansk klubfodbold skal spilles på et stadion, I selv gerne vil af med?

- Fordi årets største kamp i nogle tilfælde med to jyske finaledeltagere kun vil samle små 19.000 tilskuere. En kamp mellem eksempelvis FCM og Vendsyssel. der begge stadig er med i turneringen, vil for alle involverede parter og samfundsøkonomisk være bedst at afvikle for op mod 19.000 på neutral stadion centralt i Jylland.

- Det ville være endnu bedre for alle, om det i fremtiden kan blive på et rigtigt fodboldstadion, og så er sandsynligheden for at tiltrække finalen og holdenes lyst til at spille den her uden tvivl også meget større. Men vi ligger os ikke på den lade side, selv om vi stadig ikke har et rigtigt fodboldstadion.

Tipsbladet.dk har også talt med Peter Ebbesen, turneringschef i Divisionsforeningen. Her forklarer han, hvilke kritiserer de udvælger finalestadion ud fra, hvornår de træffer beslutningen, og hvorfor AGF og de andre hold ikke har vidst, at de kunne have lagt billet ind på finale de seneste 15 år.