Bendtner-feberen raser blandt FC Københavns fans.
Cirka 17 timer efter at tilgangen af Nicklas Bendtner blev annonceret af de forsvarende danske mestre kort før midnat mandag, melder klubben udsolgt af trøjer med angriberens navn og nummer på ryggen.
- Der har været kæmpe interesse for at sikre sig vores nye hjemmebanetrøje med Bendtner 32 på ryggen, hvilket har betydet at trøjen er udsolgt i alle voksenstørrelser.
- Der bliver arbejdet på højtryk, og trøjen er på lager i alle størrelser igen om 7-14 dage, siger Martin, butikschef i FCK Fanshop, på klubbens hjemmeside.
Det bliver ikke oplyst, hvor mange Bendtner-trøjer, der er blevet solgt.
Nicklas Bendtner har i første omgang fået en halv år lang kontrakt med FCK, der mandag hentede den 31-årige angriber i norske Rosenborg.
Ifølge BT har københavnerklubben ikke betalt noget for Bendtner, der længe har været uden for Rosenborgs trup uden udsigt til at vende tilbage.
/ritzau/