FC København kom fra land med en sejr over AaB i deres første kamp i forårssæsonen i Superligaen, men det var en hårdt tilkæmpet sejr.
Efter kun ti minutter kom københavnerne bagud i Aalborg, og da de kunne gå til pause efter 45 minutter, havde AaB fordoblet føringen. I anden halvleg fik Jess Thorups tropper imidlertid sikret en flot comebacksejr med tre kasser.
Den sidste og afgørende scoring stod Rasmus Falk for, og han er ved at være træt af at starte kampe dårligt.
- Det er ikke ret godt. Vi kommer skidt ud. Det er desværre ved at blive en vane, når vi starter sæsonen, og det skal vi have lavet om på. Vi får det heldigvis vendt med en stærk anden halvleg, siger Rasmus Falk til Canal9 efter kampen.
Samtidig fastslår matchvinderen, at han har stor tro på projektet - og at de har sat jagten på guldet i gang.
- Den har jeg ikke tvivlet på. Selvfølgelig har der været hårde perioder, ingen tvivl om det, men jeg har ikke tvivlet på den. Jeg har heller ikke tvivlet på nogen af dem, der løber inde på banen eller er uden for banen. Så rigtig glad for sejren. Det var en dårlig første halvleg, men det var fantastisk, at vi får det vendt. Jagten er begyndt, slutter Rasmus Falk.
FC København er nummer fem i Superligaen. De har fire point op til topholdene FC Midtjylland og Brøndby IF, som dog har spillet en kamp færre.
Måske, vi er lidt mere ekstatiske end Rasmus Falk er lige nu
Men...
“Jagten er begyndt!” #fcklive pic.twitter.com/pny2KNVst1
— F.C. København (@FCKobenhavn) February 3, 2021