FREDERIKSBERG (Tipsbladet): Elias Achouri og William Clem har misset sæsonens tre første kampe, og de to FC København-profiler kommer heller ikke med i torsdagens hjemmekamp mod Bruno's Magpies.
Da FC København lørdag offentliggjorde truppen til kampen mod AGF, fremgik det, at Clem og Achouri 'forventes tilbage inden kort tid'. Men de to profilers skader har vist sig en anelse mere besværlige end først antaget.
- Nu er vi nok også der, hvor vi må sige: ‘Hvad er kort tid?’ Vi havde jo håbet på, at det kunne gå lidt hurtigere, men sådan er det jo nogle gange. Det er nogle drilske skader. Med William kæmper vi med at få noget væske væk fra knæet. Det er bare et dumt slag, han fik.
- Vi havde jo håbet på, at han kunne have været med måske allerede mod Lyngby, men sådan gik det ikke. Det kan være, jeg siger noget andet til dig i morgen. Så må vi se, men de er ikke med i morgen. Jeg håber stadig, at de er klar om kort tid, men der går nok lige et stykke tid endnu, lød det fra Jacob Neestrup forud for onsdagens træning.
FC København har tidligere meldt ud, at Paul Mukairu og Khouma Babacar undersøger mulighederne for at finde en anden klub, og de to spillere træner i øjeblikket for sig selv om eftermiddagen, lyder det fra Jacob Neestrup.
Efter torsdagens kamp mod Bruno's Magpies i Conference League-kvalifikationen venter der søndag FC København en hjemmekamp mod Randers FC i Superligaen.