Video : Tipsbladet
Superliga

FCK langt foran konkurrenterne: Her er Superliga-klubbernes spillerbudget

Her kan du læse Tipsbladets årlige gennemgang af spillerbudgetterne i Superligaen.

FC København har økonomiske muskler, som ingen i Superligaen kan måle sig med.

Det viser Tipsbladets årlige gennemgang af Superliga-klubbernes spillerbudgetter.

FC København har ligaens største spillerbudget foran FC Midtjylland og Brøndby IF, og det er ikke nogen overraskelse, at podiet udgøres af netop de tre. FCK har et spillerbudget, der er 65 millioner kroner større end rivalernes.

Her får du et overblik over Superliga-klubbernes spillerbudget:

FC København - 160 millioner kroner
Note
: FC København har skruet op for budgettet de seneste par år, selv om det seneste Champions League-gruppespil daterer sig nogle sæsoner tilbage. Toplønningerne på holdet er omkring otte millioner kroner om året. 

FC Midtjylland - 95 millioner kroner
Note: FC Midtjylland har for tiden det største spillerbudget i klubbens historie og mere end dobbelt så stort som de nærmeste konkurrenter i Jylland. 

Brøndby IF - 95 millioner kroner
Note
: Brøndbys spillerbudget er ifølge Tipsbladets beregninger vurderet til at være nogle millioner kroner større end i sidste sæson, selvom det absolut ikke er det billede, Brøndby gerne vil tegne i offentligheden. Brøndby er i gang med en proces, hvor flere løntunge spillere gerne skal afskibes i løbet af de kommende transfervinduer og truppen forynges.

AGF - 44 millioner kroner
Note
: AGF hentede dyrt ind i sommer, men har også taget afsked med flere løntunge folk i 2019, og derfor er budgettet ikke steget mere end et par millioner kroner. Århusianerne udviser større villighed for at betale en transfersum for nye spillere.

AaB - 38 millioner kroner
Note
: AaB's budget er uforandret i forhold til sidste sæson. Afskeden med en række løntunge profiler har givet lidt luft, men samtidig har nordjyderne også brugt penge på Lucas Andersen og Iver Fossum. 

Læs også:Angriber var tæt på at forlade SIF: Det er skørt, som tingene udvikler sig

OB - 36 millioner kroner
Note
: OB har flere penge at rutte med end i tidligere sæsoner, men mangler fortsat evnen til at sælge flere spillere dyrt - en evne, klubben havde for et årti siden. OB bruger ikke mange penge på transfers, men tilbyder en løn i samme liga som AGF og AaB. 

FC Nordsjælland - 34 millioner kroner
Note
: FCN poster mange millioner i klubbens succesfulde ungdomsafdeling i Farum og Ghana, og det finansieres via spillersalg, som FCN er rigtig dygtige til. FC Nordsjælland har denne sommer hostet op med nogle af de største transfersummer i klubbens historie. De penge er blevet brugt på Mads Døhr Thychosen og Kian Hansen. 

Randers FC - 28 millioner kroner
Note
: De seneste års tumult kan stadig mærkes på et spillerbudget, der ikke giver de samme muligheder som nogle af de midterklubber, kronjyderne gerne vil måle sig med. 

Esbjerg fB - 26 millioner kroner
Note
: Esbjergs budget er i en meget lavere liga end tidligere. Vestjyderne har stadig en del afbetalinger på transfers, men lønningerne er ikke specielt høje.

SønderjyskE - 25 millioner kroner
Note
: Haderslev-klubben har forynget truppen, og det har ikke været gratis. Fra tidligere at have haft ligaens suverænt mindste budget har SønderjyskE taget nogle markante skridt de seneste par år.

AC Horsens - 25 millioner kroner
Note
: AC Horsens har fået en bundsolid økonomi. Der er nu plads til at betale millioner i transfersummer, og klubben fortsætter marchen mod at nå samme budget som før nedrykningen i 2013. 

Silkeborg IF - 15 millioner kroner
Note
: Superligaens elevatorhold nummer ét lider under at være netop dét - et elevatorhold. Klubben kører med et budget, der populært sagt er for stort til NordicBet Ligaen og for småt til at overleve i Superligaen i længere tid.

Lyngby Boldklub - 15 millioner kroner
Note
: Det er ikke længe siden, at Lyngby Boldklub var meget tæt på at gå konkurs. Investorgruppen Friends of Lyngby, som reddede klubben dengang, sørger nu for et budget, der er Superligaen værdig. 

Hobro IK - 15 millioner kroner
Note
: Hobros hang til prøvespillere og lave lønninger er en del af forklaringen på, hvordan klubben har formået at holde på navne som Edgar Babayan, Pål Alexander Kirkevold og Emmanuel Sabbi, der er interessante for større klubber i Superligaen. 

Læs også:OB-træner: Skal præstere, om der kun sidder tre ludere og en lommetyv

Et spillerbudget defineres på følgende måde:

Transferbeløbene er ikke det eneste, vi skal kigge på for at få en fornemmelse for Superliga-klubbernes forbrug. Det er således lønninger, der fylder langt det meste i klubbernes budgetter, og derfor giver det ingen mening at se på klubbernes forbrug på transfermarkedet uden samtidig at se på den langt tungere post.

For eksempel kan man ikke konkludere, at FC Nordsjælland næsten har lige så mange penge til spillere som Brøndby IF, fordi der kun er lidt over tre millioner kroner i forskel på de to klubbers samlede indkøb denne sommer.

Tidligere transfervinduers indkøb og store kontrakter til spillere betyder, at Brøndby IF samlet set bruger markant flere penge på lønninger og på at afskrive flere års transfers på spillere i truppen, end FC Nordsjælland og AGF gør, og det er et eksempel på, at man skal passe meget på med at sætte lighedstegn mellem størrelsen på en klubs transfers i et enkelt transfervindue, og at denne klub derfor nu skulle have større transfermuskler end udvalgte klubber.

Spillerbudgettet er den årlige udgift til løn og bonus til spillere og trænere på førsteholdet, og til signon-fees og til afskrivninger på transfers.

Et eksempel:

Brøndby IF har købt Tobias Børkeeiet for 10 millioner kroner i norske Stabæk.

De 10 millioner kroner skal afskrives over en kontraktlængde, som i Børkeeiets tilfælde er fem år - det svarer altså til to millioner kroner om året. Hvis vi for eksemples skyld antager, at Tobias Børkeeiet tjener en årsløn på to millioner kroner, fylder Børkeeiet altså fire millioner kroner i Brøndbys årlige spillerbudget på 95 millioner kroner. Afskrivninger på ting som personalegoder og bonuser belaster også et spillerbudget.

Du kan læse en mere detaljeret gennemgang i Tipsbladet, som er på gaden sammen med Ekstra Bladet denne fredag. Her får du også historien om, hvorfor en ekspert vurderer, at FC København og Superligaen over de kommende 10 år kan blive forvandlet til den danske version af Celtic FC og den skotske Premier League. 

Læs også:Udlejet AGF-talent i Dortmund: Det er rimelig vildt at tænke på

Læs også:Avis: Mangeårig Superliga-træner i spil i Esbjerg

Læs også:FCK-anfører efter sejr: Det giver selvtillid før FC Midtjylland-brag