FCK henter EL-point i Kiev efter lynscoring
Foto: Getty Images
Superliga

FCK henter EL-point i Kiev efter lynscoring

Et drømmehug af Pieros Sotiriou efter halvandet minut rakte til 1-1 for FC København ude mod Dynamo Kiev.

FC København fik en drømmestart med en lynscoring, og det rakte til et point på udebane i Ukraine i Europa League.

Her spillede Dynamo Kiev og FCK 1-1 efter en kamp, hvor Kiev blev taget fuldstændigt på sengen, og FCK modstod det værste pres bortset fra en udligning.

Resultatet betyder, at begge hold har fem point i toppen af gruppe B, mens Malmö FF har fire point efter 2-1 mod Lugano, der har et enkelt.

FCK fik en fremragende start og kom hurtigt foran 1-0. Kampen var dårligt fløjtet i gang, før bolden efter et angreb endte hos Jens Stage.

Han headede kløgtigt bolden tilbage til Pieros Sotiriou i det ukrainske felt, og cyprioten betænkte sig ikke og tordnede bolden i mål på en helflugter efter et minut og 24 sekunder.

Scoringen rystede ukrainerne, og Michael Santos forsøgte sig, men Kiev fik etableret et pres, og Artem Besiedin headede forbi målet efter otte minutter.

Den tidligere FCK-spiller Benjamin Verbic med fra start hos Kiev, der stadig har danske Mikkel Duelund ude med en ankelskade.

Verbic forsøgte sig efter et kvarter uden held, og Kiev pressede hårdt, men det gav muligheder på kontraangreb for FCK.

Efter 22 minutter var det først Victor Nelsson, der var lige ved på et hovedstød, hvor Kiev-keeper Georgi Bushchan måtte strække sig for at redde, inden Michael Santos kort efter også truede.

FCK sled sig igennem første halvleg foran 1-0, men i det 53. minut gik det galt for FCK.

Et klodset frispark af Pieros Sotiriou gav hjemmeholdet en dødbold i venstre side, og efter et skarpt indlæg headede Artem Shabanov Kiev på 1-1.

Udligningen satte FCK under pres, men ukrainerne skulle stadig være opmærksomme på, at FCK omstillede sig hurtigt den anden vej.

Med 20 minutter igen begyndte FCK at tabe boldene hurtigt, men symptomatisk kom Santos pludselig til en mulighed for gæsterne. Hans skud blev dog rettet af til et hjørnespark.

Nicolaj Thomsen afløste Viktor Fischer, og Karlo Bartolec forsøgte sig på et direkte frispark, og i slutfasen formåede FCK at slide sig til det ene point.

FCK har dermed vundet 1-0 over Lugano og spillet 1-1 ude mod både Malmö FF og Dynamo Kiev i gruppespillet indtil videre.

/ritzau/