- Det var en af de mest energiforladte og kraftløse FCK-præstationer, jeg har set. Det var helt forfærdeligt og grusomt at se på.
Sådan sagde træner Ståle Solbakken, da han 8. marts havde set FC København tabe 0-1 til Horsens foran tomme tribuner i Parken. Uden energien fra lægterne havde holdet ageret nærmest apatisk.
Det var i 24. spillerunde, hvor der var dikteret tomme tribuner for at mindske risikoen for coronasmitte. I denne uge er Superligaen blevet genstartet, og spillerne skal vænne sig til at spille uden tilskuere på ubestemt tid.
Belært af Horsens-kampen har FCK derfor haft stor fokus på dette mentale aspekt for spillere, fortæller Martin Langagergaard, der er tilknyttet FCK som præstationspsykologisk konsulent.
- Vi er nødt til at være dygtigere til at håndtere det, end det vi oplevede mod Horsens. Det var en dårlig oplevelse, fordi der var stille på stadion. Der fik vi en hammer i hovedet. Vores spillere forsøgte at gøre det, de skulle, men lykkedes ikke.
Den mentale udfordring for spillerne er ikke unaturlig.
Læs også:FCM-angriber om guldchancer: Latterligt ikke at tro på det
- Langt de fleste vil gerne spille foran tilskuere, fordi der er et spil sammen med publikum, og langt de fleste profiterer af, at folk kigger på. Uanset om de har 35.000 fans med sig eller imod sig.
- Det giver energi og lyst til at gøre sig umage. Ikke kun for holdets skyld, men fordi man gerne vil vise sig frem. Det kan være en psykologisk udfordring at man ikke får den energi den vej. Den skal man selv skabe, siger Langagergaard.
Han mener, at alle hold i alle ligaer vil blive udfordret på dette parameter, også selv om at spillerne tripper for at komme i gang med at spille kampe efter den lange coronapause.
- Staben har dialoger med spillere på forskellige måder om, hvordan vi ruster dem bedst muligt. Vi kommer med guidelines til, hvad der skal arbejdes med og stiller succeskriterier op til træningskampene.
- Det er ikke bare noget, der er i hovedet på en enkelt eller to spillere, men mennesker er forskellige, og nogle kan være mere udfordrede end andre. Det har vi øje på. Derfor kan der være spillere, vi følger mere op på, og andre, som vi ikke bruger så mange kræfter på, siger Langagergaard.
I Brøndby har man ifølge træner Niels Frederiksen ikke taget særlige tiltag i brug for at gøre spillerne mentalt klar til at spille uden tilskuere.
Læs også:Solbakken: Fischer bliver klar til Randers
Frederiksen anerkender dog, at det vil blive udfordrende for nogle spillere, men samtidig kan andre spillere blomstre op, fordi de ikke trives med presset fra lægterne.
- I princippet er der to typer spillere i denne henseende. Dem, der tænder på stemning, larm og tilskuere, der buher og råber. Det at man får feedback, når man gør noget godt eller skidt. Det reagerer mange positivt på.
- Men der findes også dem, der bliver usikre i situationer, hvor de får negativ feedback. Derfor vil nogen befinde sig udmærket i et miljø med mere ro.
- Uanset er det professionelle spillere, der skal kunne præstere under anderledes rammer. De skal bevise, at de kan være mere selvmotiverende, når de ikke bliver båret frem, siger Frederiksen.
Brøndby skal i aktion hjemme mod Sønderjyske tirsdag klokken 19, men FCK mandag klokken 18 møder Lyngby på udebane.
/ritzau/
Læs også:Mikkel Kaufmann: Min krop har haft brug for hvile
Læs også:FCK's fysiske træner: Spillerne ser klar ud
Læs også:Esbjerg fB forlænger med syv spillere - stadig to spørgsmålstegn