FCK forsøgte at hente Bashkim Kadrii
Illustration
Superliga

FCK forsøgte at hente Bashkim Kadrii

FC København har henvendt sig til OB for at forhøre sig om prisen på Bashkim Kadrii, men de trak følehornene til sig igen, da prisen viste sig at være for høj.

Hvis ikke Bashkim Kadrii var blevet alvorligt skadet i Superligaens tredje spillerunde, kunne han være blevet en del af transfervinduets mest interessante danske handel. Ifølge tipsbladet.dk's oplysninger forsøgte FC København således at hente OB'eren til klubben, inden korsbåndsskaden endeligt satte en stopper for muligheden.

FC Københavns sportsdirektør Carsten V. Jensen har transfervinduet igennem jagtet en spiller til at styrke holdets venstre side, hvor alternativerne til Pierre Bengtsson og Nicolai Jørgensen er få.

- Vi er altid på markedet på alle positioner, men vores fokus er nu på venstre back og venstre kant. Det betyder ikke, at vi nødvendigvis ender op med at gøre noget, men det er vores fokus. Vi ser, om muligheden er derude for, at vi kan justere os og gøre os bedre stillet, og så har vi muligheden for det, sagde sportsdirektøren til tipsbladet.dk i juli, da angriberen Marvin Pourié netop var blevet hentet til klubben.

Twentes Joshua John har bekræftet, at FCK har forsøgt at få ham til klubben efter en flot sæson som lejesvend i FC Nordsjælland, mens landsholdsspilleren Nicolai Boilesen også er blevet kædet sammen med københavnerne. De to er imidlertid ikke de eneste, FCK har interesseret sig for.

I følge tipsbladet.dk's oplysninger har FC København haft Bashkim Kadrii i kikkerten og prikket til OB for at forhøre sig på prisen for venstrebensspilleren, der kan spille både back og kant og derfor passer perfekt ind i Carsten V. Jensens planer for holdets venstre side. OB meldte tilbage, at de forventede i omegnen af 15 millioner kroner for Bashkim Kadrii. Den pris fik FCK til at trække følehornene til sig, og da Kadrii den 4. august ødelagde sit korsbånd i en kamp mod Viborg, døde muligheden for en handel endeligt.

Jesper Hansen, der er sportsdirektør i OB, ønsker hverken at be- eller afkræfte tipsbladet.dks oplysninger om FC Københavns forespørgsel på deres, nu skadede, profil.

- Vi er i en periode, hvor der opstår mange historier og rygter, og vores svar er det samme som altid: Om det handler om sande eller usande historier, om spillere eller priser, så holder vi det internt. Derfor melder vi ikke noget ud eller kommenterer det, før der er noget konkret at fortælle, siger Hansen til tipsbladet.dk.

Bashkim Kadrii kom til OB fra Østerbro-klubben B93 i 2010 efter længere tids spekulationer. Allerede i sommeren 2009 var han til prøvetræning i OB, men der gik altså et år - hvor Kadrii også blev sat i forbindelse med Borussia Dortmund - før han havnede i Ådalen på Fyn.

Bashkim Kadrii er vokset op på Nørrebro i København og har stadig et nært forhold til sin hjemstavn.