FC København bliver ikke danske mestre for tredje sæson i træk. Det står klart, efter at “løverne” i tirsdags tabte til AGF.
Og det har fået fangrupperingen Sektion 12 til at rette kras kritik af holdets præstationer i denne sæson. Det sker i en meddelelse via Sektion 12’s hjemmeside.
- “Vi vil vinde det danske mesterskab hver sæson”. Det er den erklærede målsætning i F.C. København. At den målsætning ikke opnås hver eneste sæson, det kan ske. Men måden denne sæson har udartet sig på, dét er uacceptabelt i F.C. København, skriver Sektion 12 og tilføjer:
- Det er utopi at tro, at vi vinder det danske mesterskab hvert eneste år. Dén målsætning må vi leve med at gå på kompromis med. At udvise respekt og stolthed over den ære det er at bære vores trøje. Faglig stolthed og professionalisme, både på banen og på ledelsesgangen. Dét er derimod ting, vi aldrig accepterer at gå på kompromis med.
- I denne sæson har vi været vidne til et utal af spillere, som ikke har kunne sætte sig op til kampe i ligaen og pokalen, men sagtens har kunne, når Champions League-hymnen har lydt. Det er en skændsel.
- Aldrig har vi haft en dyrere trup og stab. Aldrig har F.C. København tjent flere penge. Til trods for dette har vi måtte være vidne til en trup med åbenlyse mangler, og sjældent har vi set så mange horrible præstationer, der hvor det betyder allermest. Aldrig før har et F.C. København-hold fået den opbakning sæsonen igennem, som tilfældet er med det nuværende hold. Takken blev, at man kun gad, da spotlyset ramte. Det vil vi ikke finde os i!
Af den grund opfordrer Sektion 12 også medfans til, at traditionen om at medbringe oppustede badedyr til sidste hjemmekamp i sæsonen droppes.
FC København spiller mod FC Nordsjælland søndag klokken 17.00, og hvis “løverne” undgår nederlag, vil de sikre tredjepladsen.