FCK-boss: Mussis skal spille mere
Illustration
Superliga

FCK-boss: Mussis skal spille mere

Franco Mussis får nærmest ingen spilletid i Genoa, og det er man opmærksom på i FC København, der håber, at situationen ændrer sig.

Franco Mussis tiltrådte i sommerens transfervindue i FC København i en storstilet transfer, og hele fodbold-Danmark glædede sig til se nærmere på den argentinske midtbanespiller, der havde imponeret så stort i hjemlandet. Men det var lidt med Franco Mussis og FC København, som det er med remoulade og leverpostej - de passer ikke sammen, men de er gode hver for sig. 

En Franco Mussis ude af form og med store tilpasningsproblemer fik kun få minutter på banen for FC København, og derfor blev han udlejet til italienske Genoa i slutningen af transfervinduet. Her har argentineren en masse sydamerikanere, han kan snakke med, men sportsligt er fortællningen den samme. Det går ikke godt.

Otte minutter er, hvad det er blevet til for Franco Mussis i Genoa-trøjen, og det er selvsagt ikke meget i otte kampe. Og det har man naturligvis også noteret sig i FC København.

- Det er selvfølgelig ikke helt godt. Han skal jo helst have noget spilletid. Sådan er det med fodboldspillere. Men det er ikke nogen hemmelighed, at han fysisk haltede lidt, da han kom til Genoa, og det kan man jo håbe, at han er ved at have indhentet, så han kan få noget spilletid, siger FC Københavns tekniske direktør, Johan Lange, til tipsbladet.dk.

Han understreger, at FCK bestemt ikke har afskrevet Mussis og fortsat følger tæt med i hans udvikling.

- Han blev indskiftet i første runde mod Napoli, og så var han i spil til startopstillingen mod Verona i runde fire, men han blev desværre skadet i optakten til kampen og var derfor ikke med i truppen. Derfor har han mest siddet på bænken og ikke fået så meget spilletid, fastslår FCK-direktøren.

Genoa har sikret sig en købsoption på Franco Mussis, som klubben kan benytte sig af, hvis FCK-lejesvenden imponerer i denne sæson. Det er selvsagt for tidligt at spå om, hvad der kommer til at ske i den forbindelse, og i FC København har man heller ikke taget stilling til, hvad man helst vil have - Franco Mussis eller en stor sum penge.

- Det er jo svært at svare på lige nu. Genoa har option på at købe ham, og så er det jo fuldstændig op til dem, om det er noget, de vil benytte sig af. Hvis de gør det, så har vi gjort en god forretning, og hvis ikke, så får vi en Mussis tilbage, der forhåbentlig har vænnet sig mere til Europa. På den måde vil han også have nemmere ved at finde tilbage til det niveau, han havde i Gimnasia. Vi må se, hvad der kommer til at ske. Lige nu forsøger vi bare at bakke Mussis så godt om, som vi kan, fortæller Johan Lange.

Franco Mussis fik et par minutter på banen for FC København i nederlaget til Hobro i Parken tidligere på sæsonen.