Der bliver bygget godt op til forårsstarten i Superligaen i disse dage. Før de første forårsrunder sidst i februar er der gang i en verbal meningsudveksling mellem rækkens nummer et og to, FC Midtjylland og FC København.
Torsdag udtalte FCK's tekniske direktør Johan Lange, at klubben sætter alt ind på at indhente FC Midtjyllands forspring på otte point i Superligaen, og derudover bemærkede han, at den midtjyske klub har en historik med at mislykkedes på målstregen i form af tabte pokalfinaler og sidste sæsons nedtur i foråret, hvor de førte Superligaen med få runder igen, og at denne fortid kan dukke op i hovederne hos FC Midtjylland-spillerne hen mod sæsonafslutningen.
Det fik FCM's sportsdirektør Claus Steinlein til at slå igen mod FCK ved at udtale, at Ståle Solbakken og resten af klubben var under et stort pres for igen at opnå succes i Superligaen, som de senest vandt i 2013.
Johan Lange svarer nu igen, og han mener, at klubben blot forfølger det mål, som de altid stiller for sig selv.
- Vi melder klart ud, når vi vil noget, og vi går benhårdt efter det danske mesterskab. Vi agerer efter vores målsætninger bedst muligt, og det har vi egentlig altid gjort, siger Johan Lange til tipsbladet.dk.
- Vi synes kun, det er positivt, at andre klubber også har klare ambitioner om mesterskab i Superligaen. Det giver en øget konkurrence, og det skærper helt sikkert alle parter. Det gavner i sidste ende også dansk fodbold, så vi hilser FC Midtjyllands nye tilgang til at konkurrere velkommen. Det kender man også fra andre gode ligaer. Når der er flere gode hold, der kæmper om mesterskabet, så gavner det ligaens niveau, siger han videre.
Han vil ikke afgøre, hvem der har det største pres på sig forud for sæsonstarten om 14 dage.
- Det er ikke en konkurrence om at have det største pres på sig. Pres er en naturlig del af topfodbold. Vi vil være mestre, og det er sådan, vi forholder os til det. FC Midtjylland var uhørt gode i efteråret, så de har fået et forspring, der gør dem til favoritter. Men vi vil til sidste chance spille for at overhale dem og tage mesterskabet. Det er helt enkelt. Vi startede i sommer med at bygge et fundament, og det har gjort os konkurrencedygtige nu, men det skal også gøre os endnu mere konkurrencedygtige i fremtiden, siger Lange videre.
FC Midtjylland-cheftræner Glen Riddersholm kritiserer desuden FCK for at have spillet ud fra et destruktivt og defensivt synspunkt i efteråret, hvor de scorede 19 mål i 17 kampe, men det er ikke en karakteristik, som Lange kan genkende.
- Der er nogle floskler, der hænger på FCK. Men det undrer mig, at fagfolk forsimpler tingene. Den primært største forskel på FCK og FC Midtjylland i efteråret var evnen til at score på dødbolde. De har scoret tæt på halvdelen af deres mål efter dødbolde, hvor vi kun har scoret ganske få, siger han.
- Vores tilgang til spillet er, at vi gerne vil være gode i alle spillets faser. Vi har en god defensiv base, der er afgørende for at være konkurrencedygtige i Europa. Offensivt var vi det hold i Superligaen med næstmest possesion efter Brøndby i efteråret, men det er rigtigt, at vi i perioder havde udfordringer med at omsætte spilovertaget til chancer og mål. Men der var en støt stigende formkurve i gennem efteråret, så vi er fortrøstningsfulde frem mod foråret, siger Johan Lange.