Video : Tipsbladet
Superliga

FC Nordsjælland-træner: Vil meget gerne beholde Michael Essien

FC Nordsjælland har i øjeblikket besøg af superstjernen Michael Essien, og cheftræner Flemming Pedersen håber, at ghaneseren bliver en del af klubben fremadrettet.

FC Nordsjælland arbejder hver dag hårdt for at skabe fremtidens stjerner, men i øjeblikket er det en af fortidens helt store stjerner, der løber med en del af opmærksomheden i Farum. 

Superliga-klubben har nemlig besøg af Michael Essien. Ghaneseren har blandt andre spillet for Real Madrid, Chelsea, Lyon og AC Milan, og han kan blandt andet smykke sig med to engelske mesterskaber, tre FA Cup-titler og to franske mesterskaber.

Michael Essien fylder 38 til december, og hans storhedstid på banen er forbi. Nu er han i gang med at planlægge tiden efter karrieren, og det er i den forbindelse, han besøger FC Nordsjælland.

- Han kender Tom Vernon, og han er på besøg hos os, fordi han har besluttet sig for, at han gerne vil blive inden for fodboldens verden. Det er måske som træner, og det smager han lidt på, mens han er her, og vi er meget glade for at have besøg af Michael Essien, siger FC Nordsjællands cheftræner Flemming Pedersen til tipsbladet.dk og fortsætter:

- Han fungerer som en slags player-coach. Han træner med, så han kan holde sig lidt i form, og det er interessant at se, hvordan han guider spillerne, mens han er på banen. Jeg kan huske, at Morten Wieghorst gjorde det samme, og han var faktisk bedst på den måde.

FCN-træneren fortæller, at Michael Essien har gjort sig meget positivt bemærket.

Læs også:FCN har styr på truppen og på transfers: Ikke så sexet i medieverdenen

- Det er totalt fedt at have ham med. Det er en meget ydmyg person, selv om han har haft så flot en karriere. Da vi skulle bære materialer ind, var han den første til at tage fat, og det fortæller rigtig meget om hans person. Han er ikke kommet gratis til noget og er helt nede på jorden.

- Han kan tale fodbold, og det er vigtigt i FC Nordsjælland, hvor vi ikke taler om ret meget andet. Han har et højt, fagligt niveau, og så er han ikke bange for at give sin mening til kende, hvilket han allerede har gjort flere gange. Og så kan han jo sætte sig ind i, hvad der sker i hovederne på spillerne, fordi han har prøvet det hele selv. Han er meget dygtig til at kommunikere med spillerne på banen, siger Flemming Pedersen.

Michael Essien er én af de største fodboldstjerner i Ghana - hvis ikke den største - og hans besøg i FC Nordsjælland giver mening i den forstand, at klubben er meget tæt knyttet til Ghana via Right to Dream-forbindelsen.

Essiens besøg har da også gjort indtryk på nogle af FC Nordsjællands unge spillere.

- Der blev taget en del billeder i tirsdags, og det var især ghaneserne på vores U19-hold, der fik lidt store øjne. Men Michael Essien lever bedst med stilhed, og han optræder slet ikke med en stjerneattitude. Han er blandt andet mentor for Abu Francis, så de to kendte hinanden i forvejen, fortæller Flemming Pedersen.

Kan få en rolle i FC Nordsjælland
Michael Essiens visit i FC Nordsjælland slutter i dag, fredag, men hvis det står til Flemming Pedersen, siger de to parter ikke farvel til hinanden - de siger på gensyn.

Læs også:FCN's fysiske træner: Vi er nødt til at arbejde mere intenst

Han ser meget gerne den tidligere Real Madrid-stjerne tilknyttet i en funktion i FC Nordsjælland.

- Det er i høj grad på tale at beholde Michael Essien. Det vil jeg faktisk rigtig gerne, og man kan sige, at han er i en slags praktik hos os i øjeblikket, hvor vi ser hinanden lidt an. Efter vi har sagt farvel til Søren Krogh, vil vi meget gerne have en ind, der har erfaring som spiller på højeste niveau. Så vi håber da, at Essien har lyst til at blive i vores skønne klub, siger Flemming Pedersen.

Michael Essien har formelt ikke afsluttet sin aktive karriere endnu, og han har senest tørnet ud for FK Sabail i Aserbajdsjan, hvor han på samme tid arbejdede som ungdomstræner. 

Man skal dog ikke forvente, at Michael Essien også får en rolle på banen i FC Nordsjælland.

- Jeg kan ikke forestille mig, at Michael skal spille kampe for FC Nordsjælland, men han skal måske træne med. Det vil være oplagt, når han har så meget, han kan give videre til spillerne, lyder det fra Flemming Pedersen.

Michael Essien debuterede for Ghanas landshold som 19-årig i 2002, og han står noteret for 58 landskampe.

Læs også:Kudus fik første Ajax-minutter: Der venter mere magi

Læs også:Transferrekordens anatomi: Så mange millioner kan Horsens få af Ajax

Læs også:Avis: Andreas Skov Olsen er for dyr for FC København