De har solgt mange dygtige spillere denne sommer, og det var formentlig en del af planen, at amerikanske Jonathan Amon for alvor skulle sættes fri i dette efterår og være en af de næste, der får et stort gennembrud i FC Nordsjælland.
I tidligere sæsoner har der været stærke præstationer og optræk til et stort, stort gennembrud, men det seneste års tid er det ikke meget, han har spillet. Og indtil videre er det heller ikke blevet til et eneste minut i Superligaen.
Læs også:FCN blev sat i forbindelse med midtbanespillere: Det er en gang løgn
Forklaringen er dog ikke, at den lynhurtige og driblestærke kantspiller er raget uklar med træner Flemming Pedersen, men i stedet at man holder ham tilbage for at sikre, at han er helt klar, når han kommer i aktion - hvilket formentlig er snart.
Læs også:Godsway Donyoh-bejlere valgte en anden spiller
- Udfordringen er at monitorere ham fysisk. Han er lidt atypisk i forhold til mange andre hurtige spillere, fordi ingen er så eksplosive som ham. Så de gange, hvor han har været væk fra vores system og været med landsholdet, er han kommet tilbage med nogle små ting (skader, red.), og det gjorde han også her i opstarten, hvor han havde været med USA. For os handler det om at bygge ham op. Vi lod ham spille 45 minutter på vores træningslejr mod Utrechts U21-hold, men han kunne mærke lidt, så vi valgte at trække ham. Jeg kan dog sige, at han er tilbage i fuld træning nu, siger Flemming Pedersen til tipsbladet.dk.
Eksplosive spillere bliver ofte ramt af muskelskader, og det er også ofte det, der har plaget den 20-årige amerikaner, der har 35 Superliga-kampe og seks scoringer på cv'et.
- Vi har jo brug for sådan nogle spillere i Superligaen. Spillere, som kan sælge ligaen og gøre den mere interessant. Men det er også unge mennesker, vi har med at gøre, og for os handler det om at have is i maven og ikke forcere noget, bare fordi vi skal stille i stærkest muligt i weekenden. Det handler om at tænke langsigtet, siger træneren.
Superliga-klubben har naturligvis savnet Jonathan Amon, men klubben har dog god bredde i offensiven og har fortsat folk som Godsway Donyoh i truppen, mens Ibrahim Sadiq og Isaac Atanga for alvor har fået chancen denne sæson og har vist gode kvaliteter for klubben fra Farum.
Læs også:FCN-boss med stikpille til AGF og OB: Man kan ikke bare hente Rygaard
Læs også:OB’er: Modsat Silkeborg er vi ikke vant til kunstgræs