FC Midtjylland får denne sommer to angribere tilbage fra udleje.
Mayron George og Junior Brumado kommer hjem fra henholdsvis ungarske Honved og superliganedrykkerne Silkeborg.
De to tilslutter sig angriberne Sory Kaba, Lasse Vibe og Ronnie Schwartz, der kæmper om én central angriberplads i FCM-opstillingen.
Derfor skal angribergruppen skæres til ved at skille sig af med Mayron George, fortæller FCM-direktør Claus Steinlein efter onsdagens 1-1 kamp mod Brøndby.
- Vi skal finde noget nyt til Mayron George, og der er forespørgsler på ham, hvor vi både har mulighed for salg og udleje af ham, siger han og fortsætter:
- Han har været en rigtig god spiller i Superligaen tidligere, og folk kan godt lide ham, så jeg forventer ikke, at han fortsætter i FCM.
Mayron George har tidligere spillet for Lyngby, Hobro og Randers.
Den anden hjemvendte angriber, Junior Brumado, får igen chancen hos de danske mestre efter et lejeophold, hvor brasilianeren scorede tre mål i ti kampe for Silkeborg.
Læs også:Brian Priske: Vores offensiv får ikke kredit nok
- Brumado har gjort det godt i Silkeborg, og han har fået gang i målscoringen, så han skal hjem og tage konkurrencen op med dem, vi har i forvejen, siger Steinlein og tilføjer med henvisning til, at FCM skal spille europæisk fodbold i næste sæson:
- Der bliver brug for mange spillere, når man kigger ind i et efterår, som er så tætpakket med masser af kampe.
Cheftræner Brian Priske glæder sig over, at Brumado har udviklet sig i Silkeborg, og derfor får han chancen i FC Midtjylland i den kommende sæson.
- Vi glæder os over Brumados udvikling, og han har haft brug for mere spilletid for at vænne sig til spillet i Europa, og det har han vist. Han har fået smag for at score, og det var det vigtigste for os, da vi lejede ham ud, siger Priske.
- Han kommer til at få en rolle. I sidste ende er det op til ham selv, hvor stor den rolle skal være, og det gælder også de andre angribere. De skal vise, at de i hvert fald gør alt for at spille en stor rolle.
Junior Brumado har været i FC Midtjylland siden januar 2019. Han har ikke scoret i sine hidtidige 23 kampe.
/ritzau/