Video : Tipsbladet
Superliga

FC Midtjylland tager til Dubai igen: Det har den sportslige sektor ønsket

For femte år i træk tager FC Midtjylland på træningslejr i Dubai. Mens FC København og Brøndby IF har droppet det af hensyn til emiratets omfattende brug af slaveagtigt arbejde og kvindeundertrykkelse, holder FCM som den eneste danske klub fast.

FC Midtjylland rejser i januar til Dubai. Det er femte år på stribe, at pokalmestrene vælger det stenrige arabiske emirat som destination for deres vintertræningslejr.

I løbet af 2019 har FC København og Brøndby IF ellers droppet emiratet efter pres fra egne fans, der ikke vil have, at deres klub fremmer et udemokratisk, kvindeundertrykkende styre, og hvor det med Human Rights Watch' ord er alt, hvad man har berøring med, der er forbundet til krænkelser af menneskerettigheder.

Denne gang har FC Midtjylland også gjort sig grundige overvejelser, men i sidste ende er beslutningen truffet af sportslige hensyn, siger Claus Steinlein til Herning Folkeblad.

Læs også:Eksklusivt interview: Måtte drikke urin og flygte for sit liv i Dubai

- Det er en sportslig beslutning for os. Vi har talt med den sportslige sektor, og deres ønske er, at vi igen tager til Dubai, fordi vi ved, at vi får perfekte betingelser for vores forberedelse dernede, lydet det fra den administrerende direktør.

Han forsikrer om, at det hotel, holdet skal bo på, overholder alle regler og konventioner. Da tipsbladet.dk i januar gennemgik de faciliteter, som danske hold havde benyttet i Dubai, var der da heller ikke noget, der tydede på, at hotellet havde tilknytning til det lokale styre.

Læs også:Svenske mestre rejser til Dubai: Nu vil flere sponsorer have alvorsord

Til gengæld stod det klart, at FC Midtjylland har spillet flere træningskampe på tre forskellige stadioner, som emirfamilien ejer: The Sevens-stadionet, Maktoum bin Rashid Al Maktoum Stadium og Rashid Stadium.

Dermed, vurderede eksperter, er klubbens penge i sidste ende endt i lommerne på styret, der står i spidsen for et emirat, hvor tusindvis af mennesker arbejder under slavelignende forhold, og hvor borgere fængsles for at kritisere regimet.

FC Midtjylland skriver på klubbens hjemmeside, at holdet skal spille to træningskampe på turen.

Læs også:FC Midtjylland-profil: Jeg vil snakke med ledelsen om Dubai-tur

Læs også:FCM-anfører havde regnbuebind på i Dubai: Så langt fra den danske verden

Læs også:Overblik: Her har de danske klubber trænet og spillet i Dubai