FC Midtjyllands sæsonpremiere endte med et overraskende 0-2-nederlag ude til Sønderjyske i Superligaen.
Dermed fik FC Midtjylland en skidt start i kampen om at genvinde det danske mesterskab, mens Sønderjyske-træner Glen Riddersholm fik ram på sin gamle klub.
Gæsterne var ellers mest på bolden i første halveg, men det var småt med målchancer hos begge mandskaber.
Den tidligere FCM-spiller Rilwan Hassan kom til opgørets første chance efter 20 minutter, men soloturen endte med en mislykket afslutning.
Bulgarske Bozhidar Kraev, der er vendt tilbage til FC Midtjyllands midtbane efter et lejeophold, havde en stor skudmulighed i første halvlegs tillægstid, men Sønderjyske-målmand Lawrence Thomas reddede.
FC Midtjylland fortsatte efter pausen, hvor Anders Dreyer flugtede bolden på indersiden af stolpen.
Alligevel var det Sønderjyske, der kom foran 1-0 ud af ingenting. En løs bold endte hos kantspilleren Alexander Bah tæt under mål, og han sparkede bolden sikkert i nettet.
Den overraskende scoring rystede FC Midtjylland, der pludselig virkede sårbare i den ellers normalt sikre defensiv.
Angriberen Anders K. Jacobsen burde have fordoblet hjemmeholdets føring efter en times spil, da han fik en helt fri hovedstødschance, men FCM-keeper Jesper Hansen leverede en stor redning.
Brian Priske satsede alt i kampens sidste fjerdedel, hvor der blev comeback til midtjydernes hjemvendte stjerne Pione Sisto.
Selv om Pione Sisto havde et par gode aktioner, og midtjyderne pressede på i slutfasen, kunne de ikke finde vej til netmaskerne.
I stedet lukkede Sønderjyskes debutant Haji Wright kampen i det 90. minut, da han kom alene igennem i en kontra og scorede til slutresultatet 2-0.
/ritzau/