Han har spillet en enkelt sæson i FC Midtjylland, og noget tyder på, at den ene sæson også bliver den eneste.
For Sverrir Ingi Ingason meldes af det græske medie sdna.gr på vej væk fra FC Midtjylland, hvor Panathinaikos står til at købe den islandske midtstopper.
Og mediet Sport24 skriver, at FC Midtjylland får omkring tre millioner euro for spilleren. Altså får FCM et sted mellem 20 og 22 millioner kroenr for islændingen, som ventes at underskrive en treårig aftale.
FC Midtjylland betalte omkring 30 millioner kroner for islændingen, der blev købt i PAOK, så han kender allerede alt til græsk fodbold.
Ifølge Tipsbladets oplysninger har Sverrir Ingi Ingason allerede sagt farvel til sine holdkammerater og er rejst til Grækenland for at lukke aftalen. Han har også bestået sit lægetjek.
Sverrir Ingi Ingason var hentet ind som en markant forstærkning, men præstationerne var mere på det jævne. Ikke desto mindre var han med til at sikre et mesterskab som anfører.