Kantspiller Daniel Royer har i den grad haft en sæson på godt og ondt. Godt, fordi han i efteråret vel nærmest var fast mand og var med i de store kampe i Europa. Skidt, fordi han i foråret har været parkeret på tribunen eller bænken og blot har startet én gang i Superligaen.
Nu vil østrigeren, som FC Midtjylland hentede i sommer i Austria Wien, overveje sin fremtid, mens han holder ferie i hjemlandet.
- Nu må vi se, hvad der sker. Når jeg kommer tilbage, er det en ny sæson, men jeg skal selvfølgelig tænke over min fremtid, mens jeg er på ferie, det er kun normalt. Når jeg kommer tilbage, skal jeg have en snak med folkene her. Så må jeg se, hvordan det ser ud. Det er ikke sådan, at jeg siger, at jeg skal væk, men jeg skal tale med min agent om situationen, siger Daniel Royer til tipsbladet.dk.
Den 26-årige østriger har en god motor, men han både scorer og assisterer for lidt, hvilket meget vel kan være en forklaring på, at træner Jess Thorup sendte Royer på bænken frem for banen. Og Royer erkender da også, at det har været en lidt mærkelig sæson på det personlige plan.
- Første del var meget god or mig, selv om det er svært at komme til et andet land, en anden kultur, et andet sprog og så kun have en kort opstartsfase inden sæsonen. I starten spillede jeg alle kampe og følte, at jeg havde det godt, men det sidste halve år har af gode grunde ikke været tilfredsstillende. Det har jeg ikke været tilfreds med, siger Daniel Royer, der forklarer, at han ikke har været skadet, og at det derfor har været en beslutning fra træner Jess Thorup.
Midtbanespilleren fortæller videre, at holdet går på ferie med en god fornemmelse efter en stærk afslutning på efteråret, selv om FCM 'kun' endte med bronzemedaljer til klubben fra Herning og Ikast.
- Vi er på vej på ferie, og når vi kommer tilbage og starter den 14. juni, skal vi glemme denne sæson og fokusere på Europa League-kvalifikationen.
Daniel Royer har kontrakt med FC Midtjylland frem til sommeren 2019 - altså tre år endnu.