Ståle Solbakken blev fyret i FC København for knap halvanden måned siden, og efterfølgende har københavnerne erstattet ham med Jess Thorup.
Det var opsigtsvækkende, i og med at Jess Thorup blot en måned forinden havde skiftet til belgiske KRC Genk, men også på grund af den 50-årige træners fortid hos FC Københavns store sportslige rivaler, FC Midtjylland.
Til trods for det skal man nok ikke forvente, at FC Midtjylland gør noget lignende og henter Ståle Solbakken, når de engang skal på trænerjagt.
- Ha ha. Med den profil, vi har på trænerposten, og måden, vi er på som fodboldklub, og vores lønbudget, så tror jeg ikke, at Ståle Solbakken er et emne for FC Midtjylland. Men selvfølgelig har han kvaliteterne til det, for han er sindssygt dygtig, siger Claus Steinlein, administrerende direktør i FC Midtjylland, til tipsbladet.dk og tilføjer:
- Jeg kunne nu ikke heller ikke forestille mig, at Ståle vil til Midtjylland. Men det ville være en bombe, hvis vi tog Ståle Solbakken, når Brian Priske engang skal sælges til udlandet
Læs også:FC København-spillere i kritik af Ståle: Ubrugelige ting blev slynget ud
I øjeblikket er FC Midtjylland da også langt fra på udkig efter en cheftræner. Brian Priske førte holdet til guldmedaljerne i Superligaen i fjor, mens de i den indeværende sæson kvalificerede sig til Champions Leagues gruppespil for første gang i klubbens historie.
- Vi lavede en aftale med Priske om, at han skal være her i tre år, lige som vi gjorde med Jess Thorup og Kenneth Andersen. Kenneth ville selv ned til akademiet igen, men vi håber og tror, at Priske skal være her i tre år. Så er han dygtig nok til at komme afsted og prøve sig af ude i Europa, siger Steinlein.
Må ikke afskrive FC København i Superligaen
Igen i år er målet i FC Midtjylland at sikre guldmedaljer, og de er aktuelt godt på vej. Efter ti kampe er de nemlig på førstepladsen - om end de kan miste den søndag eller mandag, hvis enten SønderjyskE eller Brøndby IF vinder.
Det er nemlig tæt i toppen af Superligaen, men her er ikke FC København ikke en del af topstriden.
I stedet ligger københavnerne, som FC Midtjylland ellers har kæmpet med i de seneste år, nummer ti i Superligaen efter ni spillede kampe, og de er ti point efter FC Midtjylland. Men de må ikke afskrives, understreger Claus Steinlein.
Læs også:FCK bekræfter direktørs stop: Han kunne ikke se sig selv i dette
- Selvfølgelig er FC København en af dem, der skal spille med i toppen. De har et rigtig godt hold. Vores tidligere træner Jess skal se, om han kan få sat skik på det, og det skal nok lykkes på et eller andet tidspunkt, så det er alt, alt, alt for tidligt at afskrive FCK. Lige nu tror jeg, at de tænker mere på, hvordan de får gang i spillet, siger han og tilføjer:
- Hvis man kigger i hele Europa, har corona gjort, at holdene er meget mere lige. Det kan man også se i Superligaen. Efter den 11. runde skal der udbetales tv-penge, og man kan se, at rigtig mange hold kan ende mellem alt fra nummer et til nummer syv-otte. Det er meget, meget tæt.
Brøndby IF, SønderjyskE, AaB og AGF er i stedet nogle af de hold, der nærmer sig i toppen, og ifølge FC Midtjylland-bossen kan de alle vinde mesterskabet.
- Jeg ser det som om, at fem-seks klubber har muligheden for at blive dansk mester i år. Så hvis vi ikke er helt oppe på lakridserne, kan mesterskabet gå til nogle andre. Det er en tæt Superliga med mange gode hold, slutter Claus Steinlein.
FC Midtjylland spillede lørdag uafgjort mod AaB, og i næste weekend skal de møde Vejle Boldklub på udebane.
Læs også:Leder: Skal FCK smide sæsonen for at redde fremtiden?
Læs også:Jess Thorup om krise: Der er noget, der stikker dybere