FC Helsingør satser stadig på brasilianer - og lukker derefter vinduet
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

FC Helsingør satser stadig på brasilianer - og lukker derefter vinduet

Selv om det trækker ud med at få FC Helsingørs nye brasilianer på plads, regner direktøren stadig med, at det kommer på plads inden for et par timer. Derefter kommer klubben hverken til at hente eller afgive spillere.

FC Helsingør er tæt på at blive forstærket af en brasiliansk midtbanespiller, og ifølge Helsingør Dagblad kunne handlen allerede have fundet sted i morges. Nu er det tidlig eftermiddag, men den endnu unavngivne brasilianer er stadig ikke Helsingør-spiller.

Hos oprykkerne lader de sig dog ikke skræmme af, at handlen trækker en smule ud. De forventer stadig, at den falder på plads i løbet af deadline day, så spilleren kan blive registreret i tide og hjælpe sit nye hold i foråret.

- Som hovedregel er jeg ikke nervøs, når det drejer sig om en transfersag. Men jeg plejer altid sige, at man har ikke noget, før man har det mellem hænderne. Du skal også huske på, at det er morgen nogle steder i verden, siger administrerende direktør Janus Kyhl til tipsbladet.dk.

Klokken er eksempelvis 10.30 i Brasiliens hovedstad, Rio de Janeiro, her 13.30 dansk tid, og Kyhl regner med, at forsinkelsen ikke varer ved hele dagen.

- Det kan ske når som helst, men jeg vil også sige det sådan, at jeg ikke er klogere end for en time siden. Men jeg fornemmer velvilje til, at det skal lykkes, fra alle parters side, så mon ikke vi melder noget ud om et par timer, siger han.

Når og hvis den brasilianske forstærkning falder på plads, er FC Helsingør færdig på transfermarkedet for denne gang. Dels fordi klubben er godt tilfreds med den trup, den aktuelt har, dels fordi pengene ikke er til det.

- Jeg kunne da sagtens hente noget mere ind, hvis det var, men økonomien skal passe, siger direktør Kyhl og understreger den pointe, han fremførte i går: Der bliver ikke solgt nogen Helsingør-spillere på falderebet, som det var tilfældet med André Riel i sommer.

- I det her tilfælde vil jeg næsten lægge hovedet på blokken på, at vi ikke kommer til at gøre noget i dag. Jeg kan ikke forestille mig at vi sender noget ud. Interessen for Daniel Jørgensen har vi afvist, og der er en rimelig forståelse for, at det ikke ville kunne lade sig gøre nu, konstaterer Janus Kyhl.

FC Helsingør har allerede hentet Pascal Gregor, den svenske angriber Melvin Frithzell og den brasilianske offensivspiller Douglas Ferreira i dette transfervindue.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.