Hobro IK er færdige i Superligaen for denne gang.
Det står klart mandag, efter at nordjyderne mandag spillede 2-2 mod Lyngby Boldklub. Lyngby vinder derfor samlet med 4-3, og Hobro skal derfor spille i landets næstbedste række efter sommerferien.
Hobro kæmpede dog til det sidste, og det var derfor også en ligedelt skuffet og stolt cheftræner, der udtalte sig efter kampen.
- Det var en lige kamp, som det var de i foregående, vi har spillet mod dem. Det var to hold, der gik til den. Vi er skuffede og kede af, at det endte sådan her. Det bliver ikke værre, men jeg synes alligevel, at spillerne kan være stolte af deres præstation i dag, sagde Peter Sørensen efter kampen til TV3 Sport og fortsatte:
- På baggrund af i dag er det det forkerte hold, som overlever. Men på baggrund af turneringen som helhed er det det rigtige hold, der overlever. Vi var de tredjedårligste, og det var kun på grund af strukturen, at vi fik en ekstra chance her. Vi var tæt på at gribe den. Vi gjorde det ikke, men vi gav det et godt forsøg og døde med støvlerne på.
Sørensen roser særligt Lyngbys Rezan Corlu, der mandag var kampens spiller og over de to kampe gjorde forskellen.
- I dag mener jeg, at vi er det bedste hold, men vi mangler marginalerne. Lige kampe afgøres af marginaler og af de bedste spillere. Og over de her to kampe havde Lyngby også den bedste spiller. Det havde vi sidste år, og i år har Lyngby så haft glæden af at låne en spiller, som efter min mening var den afgørende forskel, lød det fra en fattet Peter Sørensen.