Interessen for Brøndby IF er eksploderet frem mod søndagens guldbrag.
Her kan klubben sikre sig sit andet mesterskab på tre år med en sejr over AGF, og det skal et udsolgt og håbefuldt Brøndby Stadion overvære.
Tirsdag klokken 13.00 blev de sidste 1.500 billetter til søndagens guldkamp nemlig sat i åbent salg. Knap 10 minutter senere var alle billetter revet væk, skrev Brøndby i et opslag på X.
Flere end 20.000 sad i kø til de 1.500 billetter, og mange af dem, der forlod billetsystemet tomhændet har siden efterspurgt at købe billetter af medfans. Det har skabt et ulovligt marked på blandt andet Den Blå Avis.
Her er eksempler på, at billetterne bliver solgt til flere tusinde kroner - en pris langt over det, de blev udbudt til. Det er bestemt ikke hensigten fra Brøndbys side, men desværre en udfordring, der er svær at komme til livs.
I et interview med Tipsbladet kommer Brøndby IF's administrerende direktør, Ole Palmå, derfor med en påtale til de fans, der sælger billetterne til overpris.
- Vi vil selvfølgelig opfordre til, at det er ulovligt. Så en klar opfordring til ikke at sælge videre til overpriser. Og samtidig heller ikke opfordre fans til at gøre brug af det, hvis de støder på det, siger Ole Palmå, der tror på, at det sorte marked for billetsalget er småt.
- Det er relativt få billetter, der er kommet til åbent salg, og det betyder i princippet også, at det er relativt få billetter, der er på hænder, hvor det ikke er dem selv, der gør brug af dem. Så vi har en ide om, at det trods alt mindsker de udfordringer, hvor nogen synes, at de skal benytte en lejlighed som den her for at ty til ulovligheder ved at sælge dem til overpris.
Det der er noget svineri seriøst … derfor det ikke skulle være muligt med 4 billetter på en gang 🙄 pic.twitter.com/Gz4yaCYTP5
— Iben Hansen (@IbenHansen1) May 21, 2024
Ole Palmå fortæller desuden, at det er meget sjældent, at man i Brøndby oplever situationer som disse. Man tager det dog alvorligt og gør, hvad man kan for at komme problemet til livs.
- Hvis vi får en henvendelse, hvor vi kan se, hvem det er eller får et navn, så vil vi forsøge at finde frem til vedkommende, og så annullerer vi billetterne. Det vil være metoden fra vores side, hvis vi kan identificere nogen, der sælger dem ulovligt, så bliver billetterne annulleret, understreger direktøren.
Faktisk sættes yderligere 1.000 billetter til salg onsdag, da AGF og klubbens fans er gået med til kun at være på den øvre del af udebaneafsnittet. Først vil abonnenter have adgang til billetterne, og efterfølgende vil de resterende billetter blive sat i åbent salg - læs mere her.
Storskærmsarrangement ved Brøndby Stadion
I et forsøg på at imødekomme de mange fans, der ikke har fået billetter til opgøret, har Brøndby lavet en fanzone med en tilhørende storskærm tæt på stadion.
Her er håbet fra Brøndbys side, at rigtig mange vil tage del i festlighederne på nærmeste hold, hvor det stadig er muligt at høre både suset og stemningen på den anden side af betonmurerne.
- Hvis ikke du har billet, skal man ikke fortvivle, fordi du kan stadig komme tæt på stadion og tage del i oplevelsen, da vi har etablere en kæmpestor fanzone ovre ved P1, som ligger ved siden af Laudrup Loungen. Der vil være storskærme og kunne være et sted mellem 10-15.000 mennesker, siger Ole Palmå og fortsætter:
- Vi ved, at rigtig mange gerne vil ind og opleve kampen. Det er ønske nummer et, og det har vi også set gennem sæsonen med en kæmpe vækst og udsolgte sæsonkort, så der er ikke så meget i frit salg. Det her er en måde at invitere Brøndby-fællesskabet til at komme og have en festlig afslutning på sæsonen i forbindelse med kampen.
Ud over at se frem til søndagens guldbrag glæder Ole Palmå sig over den sæson, som Brøndby IF har haft både sportsligt og kommercielt.
- Alle steder i huset har vi kæmpet hårdt for at bringe os i en situation, hvor vi spiller med om mesterskabet. Det gør vi nu og er i en finalekamp på søndag. Den situation er vi utroligt glade for og stolte over. Vi er klar til at give den fuld power på søndag.
- Vi glæder os over en masse rekorder, også kommercielt i forhold til tilskuertal og udvikling, som kommer ikke kun på toppen af en god sæson, men på baggrund af en masse tiltag og hårdt arbejde rundt omkring i huset.
Brøndby IF snupper med en sejr guldet for næsen af FC Midtjylland. De to har lige nu samme pointantal, 62, men midtjyderne har en markant dårligere målscorer, som næppe kan bringes på bølgelængde med Brøndbys i sidste spillerunde.