PARKEN (Tipsbladet): FC København tabte mandag med 1-2 på hjemmebane i opgøret mod ærkerivalerne fra Brøndby. Her var det en scoring i overtiden, som kom til at afgøre kampen. Den scoring var FCK's Rasmus Falk selvsagt godt træt af.
I et interview med den fremmødte presse efter kampen kom Falk desuden ind på, hvordan han ser på deres mesterskabschancer. Virkeligheden er nu, at de er fem point efter Brøndby på førstepladsen.
- Vi har gjort det svært for os selv. Vi har lagt ultimativt pres på os selv, må man sige. Den må vi bære, og så må vi gøre alt, hvad vi kan for at få så meget ud af de sidste 27 point, siger han og fortsætter:
- Men der er ingen tvivl om, at vi har lagt det ultimative pres på os selv i forhold til at stå med pokalen til sidst, lyder det fra Rasmus Falk.
Endvidere står det klart for ham, hvad der skal til, hvis de skal ende med at stå som mestre igen til sommer.
- Jeg står med en følelse af, at vi har sat os i en dårlig og unødvendig situation. Det er klart, at der er noget, der skal hentes, og vi skal være tæt på perfekte i de sidste ni kampe, fastslår FCK-profilen.
Rasmus Falk peger også på, at de selv stod godt defensivt i første halvleg, men at det blev omvendt for dem i anden halvleg.
Næste opgave for FC København er mod FC Nordsjælland på udebane. Netop Farum-holdet vandt mandag med 3-2 over et andet guldbejler-hold i form af FC Midtjylland.