Video : Tipsbladet
Superliga

Overblik: Sådan vil Divisionsforeningen få tilskuere på stadion

Hvert andet sæde skal stå tomt, lyder det i Divisionsforeningens protokol, der skal få tilskuere på stadion.

Divisionsforeningen vil have åbnet for, at der kan komme mere end 500 personer på stadion til fodboldkampe i Danmark.

Derfor har Divisionsforeningen lavet en protokol for, hvordan tilskuertallet kan øges på en sundhedsforsvarlig måde under kontrollerede forhold. Protokollen er godkendt af klubberne.

Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af protokollen, og her er udvalgte bidder af indholdet:

* Der må kun benyttes siddepladser, ikke ståpladser. Hver tilskuer får en fast siddeplads, og der må ikke sidde nogen på sæderne ved siden af eller foran og bagved. Dermed vil hvert andet sæde som udgangspunkt være tomt.

* Familier må dog gerne sidde sammen. "Nære kontakter" er således ikke omfattet afstandskravet, skriver avisen. Tilskuerne opfordres til så vidt muligt at undgå kram, highfives og lignende.

* Tilskuerne skal registrere sig med navn og e-mail. Oplysningerne kan blive brugt til eventuel smitteopsporing eller til at dele informationer om coronatilfælde.

* Klubberne skal lave en plan for at undgå kødannelser på stadion, blandt andet med forskudte ankomsttidspunkter. Ved visitering skal kontrolløren bære maske, og vedkommende må maksimalt visitere i et kvarter.

* Kontantbetaling skal undgås, og alle tilskuere skal have nem adgang til håndsprit, sæbe og vand.

* Der opfordres til, at udebanefans ikke har adgang til superligakampe. I onsdagens pokalsemifinaler har både AaB og Sønderjyske tilbudt modstanderfans fra henholdsvis AGF og AC Horsens en lille del af de i alt 280-300 billetter.

Kilder: Ekstra Bladet.

/ritzau/