Færre UEFA-millioner til FC København: Der er fundet en god løsning
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Færre UEFA-millioner til FC København: Der er fundet en god løsning

UEFA mangler en femtedel af det beløb, der skulle være udbetalt i præmiepenge til klubberne. Det rammer blandt andre FC København, men klubben fastslår, at tabet er til at overskue, fordi UEFA har fundet en god løsning på problemet.

Den tyske avis Bild skriver fredag, af Det Europæiske Fodboldforbund, UEFA, ikke kan udbetale det fulde beløb i præmiepenge til klubberne. Årsagen er naturligvis coronakrisen og det faktum, at UEFA ikke har modtaget betalinger fra TV-partnere i Qatar og Kina.

I alt mangler UEFA en femtedel af beløbet - svarende til 3,5 milliarder kroner. 

Det rammer blandt andre FC København, der i sidste sæson nåede hele vejen til kvartfinalen i Europa League, men det samlede tab er til at overskue, fordi det fordeles ud over en længere årrække.

Læs også:Dårligt nyt for FCK og FCM? UEFA mangler penge til europæiske udbetalinger

- UEFA skærer udbetalingerne ned med 3-5 procent over fem sæsoner startende med den for nyligt overståede sæson. Dermed vil udbetalingerne også være 3-5 procent mindre i de kommende fire sæsoner. Når det deles ud over flere sæsoner, betyder det, at klubberne ikke bliver ramt benhårdt lige nu og her, og det betyder, at flere klubber deles om regningen, fordi det er over så lang en årrække. Det er altså ikke kun de klubber, der spillede i Europa i sidste sæson og i denne sæson, der bliver ramt.

- Alt i alt en meget god og solidarisk løsning, siger Daniel Rommedahl, Director of Football Operations and International Affairs i FCK, til tipsbladet.dk.

Han fortæller, at UEFA allerede har udbetalt en stor del af præmiepengene for den forgangne sæson, og at den aktuelle løsning også skal ses i lyset af, at forbundet ikke vil kræve pengene betalt tilbage af klubberne.

Fordi der er tale om relativt små procenter over de kommende år, er det samlede tab også til at overkomme for FC København.

Læs også:Leder: Alt under 18 point i resten af efteråret er en fiasko, FCK

- Det er naturligvis noget, vi har for øje, og det kan godt være, at vi må justere en lille smule her og der, men det er ikke noget, der holder os vågne om natten. Hvis coronakrisen fortsætter, og det hele bliver ved med at være, som det er nu, er det en anden sag, men lige nu og her får det ikke en voldsom betydning for FC København, lyder det fra Daniel Rommedahl, der ikke kan sige helt præcist, hvor stort et beløb FCK går glip af. 

Parken Sport & Entertainment, som er selskabet bag FC København, oplyser fredag, at man forventer mere end en kvart milliard i underskud for 2020. Det enorme underskud skyldes i høj grad coronakrisen, men også det faktum, at FC København ikke evnede at kvalificere sig til et europæisk gruppespil - læs mere her. 

Læs også:Peter Ankersen: Stor respekt for AGF

Læs også:Dansker og tidligere PL-profil overrendt af fans: Det var vildt og kaotisk

Læs også:Optakt: AGF - FC København